Surfing og Adventure I Sydafrika
I det solrige område omkring Table View, Morningstar og Du Noon – lidt uden for Cape Town – finder du et non-profit-program, som hver dag samler børn fra de omkringliggende townships. Målet er enkelt: at give dem et sikkert sted at være, hvor de får undervisning, fællesskab og adgang til aktiviteter, de ellers aldrig ville have mulighed for.
De fleste af børnene er mellem 12 og 14 år og vokser op i boligområder præget af manglende ressourcer, få voksne rollemodeller og en hverdag, hvor bander og misbrug fylder. Projektet skaber derfor et stærkt alternativ. Her er der fokus på surf, svømning, sport og fællesskab – og det virker.
Om formiddagen undervises børnene i forskellige fag som engelsk og IT. Om eftermiddagen venter strand- og sportsaktiviter. Børn, der endnu ikke kan svømme, starter med grundlæggende svømmeundervisning, mens dem, der er trygge i vandet, får lov at prøve kræfter med surfing. At ride på en bølge er ikke bare sjovt – det bliver hurtigt en kæmpe motivationsfaktor for børnene, som skal gøre sig fortjent til aktiviteterne gennem fremmøde og engagement.
Du hjælper med alt fra at assistere under svømme- og surfundervisning, arrangere fodboldkampe, undervise i IT, hjælpe med lektier – og ikke mindst være en positiv og tilstedeværende rollemodel. Derudover indgår strandrens og formidling om miljøet også som en vigtig del af programmet.
Her får du ikke bare sol og surf, men også et virkeligt indblik i børn og unges hverdag i Sydafrika.