Simone Sørensen

FullSizeRender_12_
"Jeg havde aldrig turde håbe på at få så meget ud af mit ophold"

Otte uger som frivillig i Nepal vendte bogstavelig talt op og ned på Simone Sørensens liv. Aldrig havde hun i sin vildeste fantasi forestillet sig, at et ophold som frivillig i et vildt fremmed land, hun aldrig havde besøgt før, ville ende med så mange positive oplevelser og nye venskaber.

Når man taler med 20-årige Simone Sørensen og samtalen kredser om hendes oplevelser i Nepal, hvor hun opholdt sig otte uger som frivillig i begyndelsen af 2018, får man straks fornemmelsen af, at hun har været igennem en enestående emotionel, næsten livsforandrende, rejse. 

 

»Jeg har fået SÅ ubeskrivelig meget ud af min tur,« siger Simone med ekstra fynd på ordene. 

 

»SÅ meget, som i, det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig,« konstaterer hun, alt imens hun i sin iver tilføjer:

 

»Jeg har altid ønsket at være frivillig i udlandet. Så det er en ægte drøm, der er gået i opfyldelse.«

 

Simone valgte ifølge hende selv at rejse med Save A Heart af tre grunde. Hendes 22-årige veninde havde anbefalet organisationen efter en rejse til Peru, anmeldelserne af organisationen på internettet var gode, og så var personerne bag nemme og hurtige at komme i kontakt med, når hun havde spørgsmål, både før, under og efter sin tur til Nepal.  

 

En typisk dag på børnehjemmet i Nepal

Simone har allerede i Danmark arbejdet som frivillig for børn i nogenlunde sammen aldersgruppe, som den skulle arbejde med i Nepal. Mens børnene hun i Danmark arbejdede med var mellem 9-17 år, var de på børnehjemmet i Nepal mellem 5-18 år. 

 

Så en typisk dag begyndte med, at Simone stod op klokken 06.30 for klokken 07.00 at gå ned og sige ”Go’ morgen” til børnene. Klokken 07.20 ville hun følge den første gruppe i en skole, som lå 40 minutter væk. På vejen ville de snakke og lære hinanden bedre at kende. Klokken 08.00 startede skolen. Hun vil herefter gå samme tur tilbage for derefter at følge de ældre børn til skolebussen klokken 09.15. Dernæst var der lektiehjælp, eller ”studytime” som de kaldte det på stedet, frem til henholdsvis klokken 17.00 eller 19.30, hvorefter de alle bare hang ud, flettede hår på hinanden, spillede bold, legede, slappede af og hyggede.

 

Simone var enorm glad for at lære børnene at kende, især havde hun stor sympati og beundring for de ældre børn, ca. 14-17 år, som i en forholdsvis tidlig alder havde taget forældrerollen til sig. De lærte eksempelvis de yngre børn at læse, skrive og bade. 

FullSizeRender_7_

Første uge var komplet kulturchok

Selvom Simone tilbragte otte uforglemmelige uger i Nepal, indrømmer hun, at hendes første uge i landet var præget af en mild form for kaos.

 

»Første uge var bare sådan en komplet kulturchok. Alt var anderledes end derhjemme, og så var der alle de nye ansigter og navne, jeg skulle skynde mig at lære at kende. På børnehjemmet var der i alt 74 børn. Uge to havde jeg memoreret 12 af børnenes navne, mens jeg ottende og sidste uge kunne 57 af børnenes navne,« siger Simone med en tilfredshed i stemmen. 

 

For hende var det utrolig vigtigt at kunne så mange af børnenes navne som muligt, da hendes forsøg derpå ville symbolisere oprigtig interesse. 

 

»Først efter fjerde og femte uge kunne jeg for alvor bygge relation til børnene og have dybere samtaler med dem. Jeg er glad for, at jeg ikke var frivillig i mindre tid end otte uger,« siger Simone.

 

»Da de fleste på børnehjemmet var vant til at se frivillige som mig komme og gå efter kort tid, så da de så, at jeg blev hængende, kom de efter fjerde og femte uge over til mig med en ”miss, miss, miss, you are still here”-agtig tilgang,« tilføjer Simone, hvis 20-årige runde fødselsdag blev fejret på rørende facon af børnene på stedet. 

 

Uforglemmelig 20 års fødselsdag

»Da det var min store tur ud i verden alene, så langt væk fra Danmark, var jeg selvfølgelig nervøs. Men tanken om at rejse alene var mere skræmmende end at møde børnene. Jeg blev taget så fantastisk godt imod. Og selvom jeg tit kunne tænke, ”Gud, jeg er stadig i Nepal, og må give mit bedste” hver morgen, jeg stod op, så var der en varm og afslappende stemning på stedet,« siger Simone og tilføjer:

 

»Det mest rørende var den overraskelse børnene gav mig til min 20 års fødselsdag. Alle 75 børn var samlet for at synge ”Happy Birthday Miss” på engelsk til mig, samtidig med overrækkelse af et håndskrevet brev og hjemmelavede drømmefangere og armbånd.«

 

Ifølge Simone behandler børnene i Nepal de frivillige, som de knytter et bånd til, mere som en tæt kusine eller veninde end blot en medhjælper eller frivillig.

 

»Det viser bare, hvor meget vi frivillige under vores ophold bliver som et familiemedlem for dem,« konkluderer Simone, der har besluttet sig for at holde kontakten med børnene på Facebook for at følge deres udvikling. Simone har desuden valgt at sponsorere børnehjemmet.

FullSizeRender_14_