Undervisning i Tanzania (6-12 år)

194(1)
Har du nogensinde stået i et klasseværelse, hvor 50 nysgerrige børn rejser sig på samme tid og byder dig velkommen med et højt og smilende “GOOD MORNING TEACHER, HOW ARE YOU?”? Hvis ikke, så venter der dig noget helt særligt i Tanzania.

På én af de lokale Primary Schools, får du mulighed for at opleve den unikke energi, der opstår, når børn fra 6 til 12 år møder en ny lærer fra en anden del af verden. Skolen er for mange af dem et frirum og en chance for at forme deres fremtid – især fordi mange af børnene kommer fra familier med meget få midler eller bor på de nærliggende børnehjem. Her er skolegang ikke en selvfølge, men en gave, og det mærkes i klasselokalet, hvor læringslyst og nysgerrighed er i højsædet.

Som deltager bliver du tilknyttet én eller flere klasser, hvor du arbejder side om side med de lokale lærere. Undervisningen foregår på engelsk og dækker typisk fag som matematik, engelsk, naturvidenskab og samfundsfag – men du har også mulighed for at bidrage med kreative indspark som sang, spil, bevægelse og historiefortælling. Du behøver ikke at være uddannet lærer – det vigtigste er, at du møder op med lyst til at lære fra dig, en åben indstilling og masser af tålmodighed.

De lokale lærere arbejder under ret pressede vilkår og har ofte ansvar for mange elever på én gang. Derfor gør din støtte en kæmpe forskel – både i forhold til at give børnene mere opmærksomhed, og i at bringe ny energi ind i undervisningen. Det er også inspirerende for både elever og lærere at møde unge fra andre lande, der vælger at bruge deres tid på at være til stede og engagere sig i netop deres skole.

Undervisning i Tanzania handler ikke kun om bøger og tavler – det handler om at skabe forbindelser, sprede motivation og give børnene troen på, at de har noget at byde på. Du får ikke bare lov at undervise – du får lov at blive en del af et fællesskab, hvor der er plads til både grin, fejl, læring og udvikling.

IMG_4174(1)