Monika, Ergoterapeutstuderende
.png)
Monika Høgedal Tang var af sted som frivillig i Tanzania gennem Save a Heart i 5 uger, som et led i hendes afsluttende praktik på 7. semester som ergoterapeutstuderende.
Monika Høgedal Tang, som er 25 år gammel og bor i Aarhus, er lige kommet hjem fra et 5 ugers ophold som frivillig i en den lille by ved navn Moshi i Tanzania.
Som svar på, hvorfor valget faldt lige på det projekt, siger hun:
»Jeg havde et stærkt ønske om at se den kultur som genoptræningen inden for ergoterapi kunne bestå i et land som Tanzania. Jeg havde hørt rigtig meget om Tanzania – og syntes, at det lød som en spændende destination som et led i min uddannelse. Og ligeledes et spændende sted at kunne udforske efter endt praktik.«
Monika valgte altså, kan man roligt konstatere, både med hjertet og hjernen.
Genoptræningscenter for unge voksne
Det var vigtigt for Monika og hendes studieveninde Mette, som hun rejste med, at læringen på stedet, de tog til, udgjorde en central rolle. De blev derfor ekstra begejstrede, da de erfarede, at det netop var et genoptræningscenter for unge voksne at de skulle opholde sig på.
Selvom det på papiret var for voksne, var aldersspredningen fra 5-6 år og op til omkring 23 år, fortæller Monika. Børnene, de unge og de voksne havde diagnoser lige fra autisme, CP og Downs Syndrom.
»Vi opdagede hurtigt, at hverdagen på centret var meget ustruktureret. Og det gav en masse tid, hvor børnene faktisk slet ikke lavede noget, fordi de ventede på at kunne gå i gang med en anden opgave,« siger Monika og uddyber:
»Derfor arbejdede vi fra starten af rigtig meget med struktur, både for personale og børn, således at deres tid på centret blev brugt fornuftigt i forhold til træning. Børnene var der mandag til fredag fra kl. 09-15.«
Strukturen, som Monika og Mette skabte, var blandt andet i form af morgensamling hver morgen, hvor børnene på engelsk blev spurgt til, hvilken ugedag, dato, måned, år og hvordan vejret var. På den måde skabte de dagligt genkendelighed for børnene, der ligeledes kunne få øvet deres engelske gloser. Herefter sang de (primært på Swahili, som personalet stod for) sange med bevægelser for at udfordre børnenes motorik.
.png)
Personlig træning 13-årig dreng
Herefter havde Monika og Mette en personlig træning med en dreng på ca. 13 år ved navn Gabriel, som har cerebral parese.
»Træningen bestod primært bare at komme ud af kørestolen samt at blive strukket godt igennem. Vi fokuserede her meget på at skabe ro omkring ham. Det var en stor udfordring, da genoptræningscentret kun bestod af ét rum, hvor alle de andre børn jo også skulle være. Derfor foretog vi tit denne træning lige efter morgensamlingen, hvor de andre børn var underholdt udenfor med andre opgaver.«
Omkring kl. 11 var der ”breakfast time”, hvor børnene fik serveret porridge (en slags grød lavet på korn).
»Vores opgave som ergoterapeuter var her at være behjælpelig med at give mad til de børn, der ikke kunne selv. Vi forsøgte at placere børnene strategisk, så vi fik skabt struktur omkring de børn, der havde svært ved at koncentrere sig om deres eget måltid, således at spise et måltid uforstyrret,« siger Monika.
Herefter havde mange af børnene faste opgaver, som egentligt også er meget ergoterapeutiske. De skulle nemlig stå for opvasken af måltidet. Herudover skulle de vaske tøj, gøre rent, ordne have og andre dagligdags gøremål.
.png)
»Vi var i starten meget imponerede over, hvor meget de vægtede disse ”life skills”, som de kaldte dem, da det jo er meget ergoterapeutisk. Men vi blev hurtigt opmærksomme på, at det ofte var de samme børn, der altid lavede de samme opgaver og uden struktur på, hvornår de skulle gøres,« siger Monika, der derfor sammen med Mette udarbejdede et dagsskema, som viste og beskrev, hvornår hvad skulle ske i løbet af en dag.
Efter disse ”Life skills”-opgaver havde Mette og Monika fokus på aktiviteter, der, syntes de, var mere dominerende for deres aldersgruppe. Derfor tegnede de ofte med de mindste, trænede at skrive fx alfabetet, skrive egne navne, alder, bopæl osv. med de ældre børn.
»Her var det tydeligt, at de ikke modtog meget skoleundervisning. Mange af dem havde svært ved at skrive deres eget navn. Og mange havde svære motoriske vanskeligheder ved overhovedet at holde på en blyant og samtidig skrive med den. Herefter legede vi ofte bare lege, som børnene selv ønskede. Det var primært fodbold eller at danse,« siger Monika.
Lang liste over nye tiltag
Monika synes, at hun tilpassede sig rimelig hurtigt. Hun skulle lige over den første uge, hvor der blev holdt mange pauser som personale – og hvor der var meget lidt fokus på børnene, siger hun.
»Mette og jeg var jo kommet til landet for at få noget ud af opholdet, så vi tog selv initiativ til at lavet noget med børnene. Derudover skrev vi til slut i forløbet alt ned, som vi havde implementeret, mens vi havde været der, som de måske ikke havde taget helt vildt meget del i. Vi opfordrede dem meget til at fortsætte med at holde fokus på strukturen for børnenes skyld. Derudover brugte vi en del tid på at observere og indsamle data/information om børnene, da de generelt ikke vidste meget om børnene. Hverken i forhold til alder eller diagnoser,« siger Monika.
Fritidsaktiviteter
I de i alt 7 uger, som Monika og Mette var af sted, fik de ifølge dem selv oplevet enormt meget. Underholdet opholdet gennem Save a Heart var Monika og Mette på en 4-dages safari-tur i Serengeti, Ngorongoro og Tarangire parkene og en masse små weekendture. Efter endt praktik brugte de de næste 6 dage på at bestige Mount Kilimanjaro og efterfølgende en velfortjent badeferie på Zanzibar. Her brugte de dagene på blandt andet at besøge den gamle Stone Town og snorkletur i smukke koralrev og selvfølgelig en masse afslapning ved hvide sandstrande.
.png)