Laura Hogriffe Olsen

IMG_9055
»Jeg valgte Cambodja, fordi det netop var et land, jeg ikke kendte specielt meget til.«

Laura Hogriffe Olsen tilbragte tre uger som frivillig i Cambodja, før hun igen skulle tilbage til Danmark for at passe sit sygeplejerske studie.

»Jeg har længe ville se verden og rejse, samt arbejde, mens jeg var af sted. «Sådan siger 21-årige Laura Hogfriffe Olsen, der lige er kommet hjem fra Phnom Penh i Cambodja. »Jeg var desværre kun af sted i tre uger som frivillig, da jeg skulle hjem igen og pleje sygeplejerske studiet.«

 

Men hvorfor lige præcis der, spørger vi hende?

 

»Jeg valgte Cambodja, fordi det netop var et land, jeg ikke kendte specielt meget til. Det er ofte, at man hører venner og bekendte rejse til Afrika, Australien eller Amerika. Og jeg ville gerne prøve noget helt anderledes,« siger Laura, der til dagligt bor i Taastrup på Sjælland.

 

Laura fandt stedet selv, da projektet og rejsebeskrivelsen ifølge hende lød rigtigt spændende. Derudover virkede det som om, at hun kunne lære meget i forhold til sit studie, hvilket hun siger, at hun rent faktisk gjorde.

 

Hun arbejdede på et børnehjem for handicappede, hvor cirka 20 procent var diagnosticeret med HIV. Her var hendes primære opgaver at passe og underholde børnene, mens hun også i ny og næ hjalp til med rengøringen.

 

»Det var første gang, jeg var i Asien, og første gang jeg rejste alene et sted så langt væk fra alt og alle, jeg kender. Så det hele var så nyt og anderledes og så vildt spændende,« siger Laura.

 

Om end Laura ikke gennemgik et regulært kulturchok, så var det alligevel en kæmpe omvæltning for hende pludselig at befinde sig et helt nyt sted i et fremmed land med anderledes skikke, regler og kultur end os.

 

»Der gik lidt tid, før jeg tilpassede mig omgivelserne. Men når jeg tænker tilbage på det, husker jeg det ikke, som om det var svært. Både turister og lokale tog godt imod mig. Hverken de eller jeg var bange for at snakke og fortælle om hver vores historier og erfaringer,« siger Laura, der også nåede at lave andet end blot at arbejde som frivillig i landet. 

 

»Selvfølgelig skulle jeg se The Killing Fields, lidt museum og en masse templer. Det giver sig selv. Hver fredag til søndag i weekenderne tog jeg sammen med de nogle af de andre frivillige på stedet rundt i området for at opleve lidt natur. Jeg nåede både at opleve Siem Reap og Battambang,« siger Laura, der var meget taknemlig og glad for, at hun greb muligheden og tog af sted.

IMG_9251