Mie, Sygeplejerskestuderende
24-årige Mie Lerche Høgh har netop tilbragt 5 ugers frivillig praktik på et hospital i Ecuadors hovedstad i forbindelse med hendes sygeplejestudie. Til januar 2018 vil Mie Lerche Høgh, der er 24 år og læser til sygeplejerske, være færdig med sin uddannelse. Hun synes derfor, at det gav »rigtig god mening« at tage et praktikforløb i udlandet på sidste modul før hendes store dimissionsfest.
»Jeg synes, det var en oplagt mulighed for mig at kombinere min interesse for spansksproget med at være praktik i et for mig ukendt land som Ecuador. Det så jeg som en spændende udfordring,« siger Mie, der var af sted som frivillig i fem uger henover september og oktober 2017.
De to første uger af Mies ophold modtog hun spanskundervisning om eftermiddagen fra 13.00 – 17.00. Mie modtog i alt 40 timers 1:1 sprogundervisning af ifølge hende nogle højst kompetente spanskundervisere. Dette blev efterfulgt af tre ugers praktik i tidsrummet 07.30 – 12.30, hvilket svarer til 75 timers praktik i alt.
»Mens spanskskolen lå placeret dejlig tæt, faktisk lige ved siden af, hvor jeg var indlogeret, lå hospitalet en times kørsel væk i den nordlige del af hovedstaden, Quito. Men selvom det tog lang tid at komme frem og tilbage til hospitalet, var det det hele værd,« siger Mie, der selv havde ønsket at være på tre forskellige afdelinger under hendes praktik som sygeplejerske.
.JPG)
Først tilbragte hun en uge på traumatologisk afdeling, dernæst gynækologisk afdeling og sidst et opvågningsafsnit. Og forskellen de tre afdelinger imellem var til at føle på.
»Det var klart mest udfordrende at være på traumatologisk afdeling, da der var mange kriseramte patienter, som måske havde været ud for et motorcykeluheld eller lignende, og derfor havde forbindinger over alt og lå i sengen i længere tid,« siger Mie.
»Her var der meget fokus på medicinering, og min opgave var at støtte lægerne i behandlingen og sørge for, at patienterne blev passet godt på. Det var barsk at se, hvordan visse traumaramte patienter helt forståeligt havde behov for at tale om deres situation, måske havde de familie derhjemme, som de tænkte meget på osv. Det var der bare hverken tid til eller fokus på,« uddyber Mie, som synes, det var svært at gå fra patienter, som higede efter menneskelig interaktion og trøst.
Mie forklarer dernæst perspektiverende, at man jo skal vide om hospitalet, at det er et offentligt hospital for folk uden arbejde, hvorfor det er gratis, og behandlingen i Ecuador ellers koster penge. »Hospitalet er for den fattige gruppe af befolkningen,« siger hun og fortæller herefter ivrigt om de to andre afdelinger, hun var på.
»Som kontrast til traumatologisk afdeling, hvor jeg var enormt meget på – og hvor det var meget ulykkelige skæbner – var gynækologisk afdeling først og fremmest et lykkeligt sted, hvor jeg observerede de nyfødte børn, som lå indlagt med deres mødre. Her hjalp jeg til med pleje, men ikke medicin,« siger Mie, der var glad for sin beslutning om at være en uge på hver afdeling.
»Sidste sted, jeg var på, var et opvågningsafsnit, hvor patienter kom efter endt operation. Her var der maskiner, der registrerer blodtryk osv. Der var ikke så meget pleje involveret. Og så snart patienterne var ved dem selv, blev de sendt videre,« siger Mie, der har haft en så god tur, at hun ikke tøver med at anbefale et lignende praktikforløb til andre.
»Man lærer så meget om sig selv og andre mennesker og udvikler sig sprogligt, menneskeligt og fagligt. Desuden lærer man jo også at klare sig selv, fordi man konstant er på udebane,« lyder det opfordrende fra Mie, som også fandt tid ved siden af praktikken af se noget af landet.
Spanskskolerne arrangerede ture, så Mie var blandt andet på en weekendtur til Montañita, fik reddet på heste i Andesbjergene, besøgte vulkanen Cotopaxi, så hot springs i Papallacta og arrangerede en selvstændig tur til Amazonas.
.JPG)
