Maiken Woller Nielsen har tilbragt fire uger som frivillig i Uganda. Det var en meget lærerig oplevelse. Især fordi hun fra dag ét blev kastet ud i at være underviser for over 100 udfordrende børn og unge.«

Maiken Woller Nielsen. En 25-årig kvinde med ben i næsen og med mod på livet.

Nogenlunde sådan kan man beskrive den unge viborgenser, der de seneste 6 år har boet i København for at studere Informationsvidenskab og Kulturformidling, og som pt. skriver sit speciale.

Hun er nemlig lige kommet hjem fra et fire ugers ophold som frivillig i Uganda. Et land, som hun aldrig har været i før. Det afskrækkede hende dog ikke i at tage af sted. 

Hun har før været på et to måneders ophold som frivillig på et børnehjem i Tanzania, hvilket har givet hende en enorm ballast. 

Dog er forskellen, som Maiken beskriver det bedst selv, at:

»Til forskel fra Tanzania, hvor jeg rejste til med en veninde i et sabbat år for nogle år tilbage, så er Uganda slet ikke lig andre Østafrikanske lande, samtidig med at ansvaret på mig som frivillig denne gang føltes større.«

Maiken underviste i English Comprehension, som svarer til engelsk tekst analyse, på skolen, Busoga Junior School, i byen, Bugembe, i det sydlige Uganda. Hun underviste i klasser, man i landet betegner som P4, P5 og P6, som efter danske standarder svarer til dansk børnehave klasse niveau og op til 7.-8. klasse. Så en aldersmæssig spredning på børn på ca. 5 år og frem til unge på ca. 15 år.

Til spørgsmålet om, hvor vidt det ikke var en kæmpe udfordring, svarer Maiken, der boede i en lille landsby, Buwekula, i Jinja-distriktet med sin værtsfamilie:

»Jo, men jeg var mere forberedt på opgaven denne gang, selvom man aldrig kan være 100 procent forberedt i Afrika. Man skal nemlig have en vist faglig, personlig og erfaringsmæssig selvsikkerhed, når man skal undervise i et fremmed land i et klasselokale med 35 udfordrende børn og unge.«

»Udover at jeg selvfølgelig forud for min rejse fik en lang og meget detaljeret projektbeskrivelse af Save A Heart, så må jeg også bare konstatere, at virkeligheden, når man ankommer på stedet, altid er vildt anderledes,« siger Maiken og tilføjer:

»Som lærer kræves det af én, at man er meget imødekommende, forberedt, punktlig og ansvarsfuld. Jeg fik praktisk fortalt morgenen efter, at jeg landede, nærmest hastende af sted på en boda-boda motorcykel til skolen, at jeg skulle starte med at undervise med det samme. Så der var ingen tid til at sidde over i et hjørne og observere først.« 

Maiken indrømmer, at selvom det kan lyde som en stor mundfuld, så er det i en sådan situation vigtigt at stole på sig selv og bare hoppe ud i det, for man lærer så utrolig meget om sig selv og sine omgivelser. Det vigtigste er, at man ikke er ræd for at tage initiativ, samt at spørge om hjælp, fordi der altid er støtte at hente fra de andre undervisere, de frivillige, værtsfamilien og de lokale samarbejdspartnere.

»At være underviser er en fuldtidsbeskæftigelse. Og det skal man vide, når man går ind til opgaven. Det kræver masser af arbejde og forberedelse fra klokken 9-16 hver dag. Så man kan ikke bare tage et smut ind til byen,« siger Maiken og henviser til dengang, at hun var frivillig på et børnehjem i Tanzania.

Maiken var dog fuldt ud tilfreds med det hårde program og fik meget udbytte af igen at være frivillig. Hun underviste tre klasser, som hver bestod af ca. 35 elever.

»Jeg skal skrive speciale inden for udvikling af Østafrika. Så denne her tur var også en måde for mig at teste mig selv inden og indsamle brugbart interview til min empiri. Derudover var det også en bekræftelse på, at jeg synes, at det er fedt at rejse i Østafrika. Og måske en dag komme tilbage og arbejde i landet,« siger Maiken, der som afslutning på hendes ophold blev hyldet af eleverne.

»I firer uger har jeg skældt ud og givet eleverne strenge ordre om, at ’nu skal de tie og koncentrere sig’, og pludselig på en af de sidste dage, inden jeg skal tilbage til Danmark, står de og har lavet et danseshow til mig og skrevet en sang, som de opfører foran hele skolen, dvs. 250 elever.«

Det havde Maiken ikke lige set komme, hvorfor hun blev meget berørt af situationen. 

»Det var enormt sødt af dem, og jeg fik også en kæmpe stak håndskrevne breve af en masse af de større elever.«

Maiken var udover at være frivillig i hendes fritid også på en dagstur til vandfaldene i Sipi Falls i det østlige Uganda. Derudover trekkede hun og besøgte en kaffeplantage.