Klinik i Sydafrika
På én af de lokale sundhedsklinik i Cape Town bliver du en del af et lille team, der arbejder for at give gratis eller billig medicinsk hjælp til mennesker, der ikke har adgang til privat sundhedspleje. Klinikkerne er statsligt finansierede og yder primær behandling til patienter, der kommer ind fra lokalområdet – her er ingen indlagte patienter, og mere alvorlige tilfælde sendes videre til større hospitaler i nærheden.
Behandlingen på klinikkerne spænder bredt: fra daglig pleje og helbredskontroller til oplysning om ernæring, diabetes, HIV/AIDS og børns sundhed. Der tilbydes også psykologisk rådgivning og støtte, og klinikken har en lille tilknyttet farmaceutisk enhed, hvor patienter kan hente medicin.
Det sundhedsfaglige personale består typisk af sygeplejersker, læger, psykologer, rådgivere og farmaceuter. Som frivillig vil du først og fremmest observere og assistere – og dernæst gradvist tage mere ansvar, alt efter dine kompetencer, din faglige baggrund og dit initiativ.
Du skal være forberedt på, at klinikken kan være travl og til tider kaotisk, og at ressourcerne ofte er begrænsede. Andre gange er klinikken mere stille. Derfor er fleksibilitet, tilpasningsevne og en stærk vilje til at lære helt afgørende. Dine arbejdsopgaver vil variere fra dag til dag, og du bliver en del af et engageret team, hvor alle bidrager og hjælpes ad – uanset om det gælder praktiske opgaver, patientkontakt eller støtte til det faste personale. Hvis du kan møde op med et åbent sind og et ønske om at bidrage, vil du blive en vigtig støtte for både personalet og patienterne – og du vil samtidig få en lærerig indsigt i sundhedsarbejde i et helt andet system end det danske.
Alle kan være med
Klinikkerne tager imod både færdiguddannet sundhedspersonale, medicin- og sygeplejestuderende, der ønsker praktik i udlandet, samt frivillige, som gerne vil opnå praktisk erfaring – f.eks. i deres sabbatår. Du behøver derfor ikke tidligere erfaring for at kunne deltage – det vigtigste er, at du møder op med nysgerrighed og lyst til at bidrage.