»Jeg har lige siden folkeskolen haft en forkærlighed for Sydafrika, da jeg synes, at alt ved landet er fascinerende. Så det var klart nummer 1 på min liste over steder, jeg ville rejse til.« Sådan siger 19-årige Katrine Ryberg Nielsen, der netop er kommet hjem fra 9 uger som frivillig.Det var hendes første alene-rejse ud i den store verden, hvilket gav hende sommerfugle i maven.

»Inden og under afrejse var jeg selvfølgelig nervøs. Men det var på en gode måde, fordi jeg havde forberedt mig godt. Jeg havde læst og fået tilsendt en masse materiale fra Save A Heart, så jeg kendte til stedet, til kulturen og til arbejdsopgaverne på forhånd,« siger Katrine Ryberg Nielsen.

Hun boede alle 9 uger hos en værtsfamilie i bydelen Grassy Park, ca. 30 minutter fra centrum af hovedstaden, Cape Town. Hos værtsfamilien var der i perioden, hvor Katrine opholdt sig, alt mellem 2-11 frivillige, som kom og gik. Fra lande som Sverige, Finland, England og Tyskland. Dem har hun fortsat kontakt til via Whatsapp og Facebook. 

Katrines primære rolle som frivillig var i samtlige 9 uger at assistere lærerne og eleverne på en primary school, hvor børnene er fra 6 til 12 år, dvs. fra børnehaveklasse og op til 7. klasse. Skolen lå 2,5 kilometer væk fra værtsfamiliens bopæl, så Katrine blev kørt derhen hver morgen klokken 8.00 og gik dernæst hjem igen, når skolen var slut klokken 14.30. 

»Vi startede hver morgen med et lærermøde i ca. 10 minutter, hvor skoleinspektøren forsøgte med en peptalk at skabe en god stemning og minde om, at man som underviser skulle huske at åbne sit sind op for sine elever,« siger Katrine, der har erfaring som vikarlærer på Rødkærsbro Skole tæt på Viborg.  

Katrine fortæller, at hun i Cape Town var assistentlærer i en 5.-klasse, hvor der var 1 lærer til 45 elever. Selvom hun havde mulighed for at skifte 5.-klassen, hun underviste, ud med andre klasser undervejs, valgte hun det fra, fordi hun foretrak at blive og skabe så tætte og dybe relationer med de elever, hun havde kontakt til. 

»Jeg husker, at min start på skolen var lige på og hårdt. Og jeg skulle lige indstille mit mindset til at skulle undervise i engelsk frem for på dansk,« siger Katrine, der derfor brugte de første dage på at suge så meget til sig som muligt og observere, hvor hun kunne hjælpe bedst muligt. 

»I forhold til at der var 45 elever i klassen, vil jeg sige, at det var nogle virkelig gode elever. De var respektfulde, høflige og anerkendende. I Sydafrika bliver man tiltalt ved efternavn, fru og frøken,« siger Katrine med henvisning til skolens fem grundværdier, som der var stor fokus på.

»Min klasse skulle fremvise en ”Respect Launch”, som er en slags kampagne, hvor målet var at gøre skolens elever opmærksomme på samt sætte ord på, hvad det helt præcist betød at være respektfuld. På den ene dag var skoleuniformen skiftet ud, og alle skulle bære en bestemt farve, som symboliserede den grundværdi, der var fokus på,« uddyber Katrine.

Sideløbende med den almindelige undervisning, gennemførte hun yderligere i et fag, der hed ”Life Orientation”, et forløb om Den Grimme Ælling. Her skulle eleverne opføre skuespil, memorere replikker og klæde sig ud – nøjagtigt som et rigtigt skuespil.

»En lærer og jeg talte ved et tilfælde om H.C. Andersen, og så kom vi på, at det kunne være sjovt at engagere eleverne i eventyrligt skuespil. Det var fedt at se, at eleverne havde det sjovt og gjorde sig umage, og at forældrene var så deltagende. En mor til en af eleverne var skrædder, så 

hun lavede klæder til alle svanerne,« siger Katrine entusiastisk.

Eleverne, som Katrine betegner som lavere middelklassebørn, gjorde generelt et meget positivt indtryk på hende. Ligesom skolelærerinden og skoleinspektøren.

»Samarbejdet mellem den kvindelige skolelærer, den mandlige skoleinspektør og mig var rigtig god. De tog begge rigtig godt imod mig – og gjorde mig til en del af undervisningen. De var ikke hævet over mig, hvilket var rigtig rart. Så jeg fik i lige så høj grad lov til at præge undervisningen, hvad enten det var et emne i matematik, retskrivning, højtlæsning, osv.,” siger Katrine, der også stod for en del papirarbejde og retning af tests.

Ved siden af undervisningen fandt Katrine også tid til at besøge en børnehave i en meget udsat township i halvanden uge. Det har sat sine dybe spor i hende. For de børn havde hverken mad eller sko med i børnehaven og trængte i den grad bare til andet end intellektuel stimulering. 

»De børn havde bare brug for omsorg, forståelse og kærlighed,« siger Katrine og fortsætter: »Så dem skulle man ikke prøve at lære noget. Men bare være der for.«

I tiden efter skolen og i weekenderne fik Katrine efter eget udsagn ”set alle de seværdigheder, der er værd at se i Cape Town”, lige fra at springe i faldskærm, til at se pingviner, besøge øen Robben Island, bjerget Table Mountain, at være på stranden, og havneområdet Waterfront Area. 

Og helt ekstraordinært lykkedes det også for Katrine at gennemføre en succesfuld Facebook-indsamling, således at 2.500 mennesker fra et nødlidende township fik mad.