Jeanette, Ergoterapeut

Jeanette Skjoldbjerg Jensen tilbragte 5 uger som frivillig i Sydafrika som led i hendes uddannelse som Ergoterapeut. En beslutning hun traf ud fra ønsket om at komme til udlandet, når nu uddannelsen tillod dette.

Ønsket om Sydafrika stod højt på listen for 24-årige Jeanette Skjoldbjerg Jensen, der netop er kommet hjem fra 5 uger som frivillig i landets hovedstad, Cape Town.

 

»Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville i udlandspraktik, fordi jeg vidste, at muligheden var der. Efter en del research på internettet blev jeg opmærksom på, at Nepal og Australien kunne være nogle spændende destinationer. Men da Sydafrika var min første indskydelse, endte valget på det,« siger Jeanette, der er i gang med sin bachelor i Ergoterapi på VIA University College i Aarhus.

 

»Jeg var ret afklaret om, at jeg bare ville til Sydafrika som frivillig, så jeg tog sammen med tre medstuderende fra min uddannelse kontakt til Save A Heart og arrangerede, at vi alle fire kunne komme af sted til landet samtidigt,« tilføjer silkeborgenseren over telefonen.

 

De fire skolekammerater rejser herefter som en samlet enhed til hovedstaden, Cape Town, men bliver delt op i grupper af to og to, da de ankommer. Jeanette forklarer, at hun derfor sammen med en kvindelig medstuderende ender i et dagscenter, eller ”Care Center” som det hedder på engelsk, i bydelen Elfindale, 20 km syd for Cape Town.

Care Center for børn og unge

Dagscentret er primært for børn og unge, men også voksne er at finde på stedet. Den typiske alder er mellem 5-32 år, om end de fleste ifølge Jeanette mentalt er på niveau med mindreårige børn. Stedet fungerer desuden nærmere som et opholdssted end en skole, da undervisningen er tilrettelagt efter børnenes funktionsniveau, således at mens visse elever modtog reel undervisning, lavede andre bare aktiviteter. Desuden kom de alle hjem igen til deres familier, når dagen er omme.

 

En beskrivelse af en typisk dag lyder ifølge Jeanette nogenlunde sådan her: »Jeg møder ind klokken 09.00 og har fri igen klokken 14.00. Mens jeg er der, hjælper jeg på skift de syv børn, der er i den ene af fire klasser, som jeg var tilknyttet, og jo som nævnt alle har vidt forskellige aldre, diagnoser og funktionsniveauer, med ergoterapeutiske aktiviteter – både på gruppe og individuelt niveau,« siger Jeanette Skjoldbjerg Jensen og uddyber:

 

»Det var lavpraktiske ting, som de havde svært ved, fx at spise, gå, læse, bade eller tage tøj på.«

Viden fra uddannelsen kom i brug

»Da jeg via uddannelsen har en bred viden om pædagogik, anatomi, psykologi og fysiologi, bidrog jeg lokalepersonalet med konkret input omkring forskellige problemstillinger, som da fx flere af børnene havde svært ved at strække deres arm ud,« fortæller Jeanette. 

 

Der var især en lille dreng, hvem Jeanette husker, at hun hjalp med diverse strækøvelser, fordi han havde en position i hans ene arm, som var sammenbøjet.

 

»Jeg fortalte de lokale ”caregivers”, hvor vigtigt det er at strække armen, som det viste sig, at denne dreng aldrig brugte, ud. Musklen trak sig simpelthen sammen, så det var helt essentielt med strækøvelser flere gange dagligt. Ellers ville han kompensere og kun bruge det raske arm. Jeg placerede bolden i hans dårlige arm, mens jeg trænede med ham, for at minde ham om den samt få ham til at bruge den,« siger en tydeligvis stolt Jeanette.

Fællessang hver dag

»Vi startede hver morgen med noget de på stedet kaldte ”circle time”, som består af fællessang. Vi gentog flere af de samme sange hver dag, da det hjælper på børnenes indlæring. De kunne ikke teksten, men melodien,« siger Jeanette, der foruden sang indgik i helt basale samtaler med børnene såsom vejret og ugedagene. 

 

Udfordringer var der rigeligt af på stedet. For stort set alle børnene skulle have hjælp i mere eller mindre grad. 

 

»Et andet barn, jeg husker, jeg trænede ret intenst med, var en 8-9 årig dreng, som egentlig var ret god til de fleste ting. Han havde dog svært ved at spise, så jeg spisetrænede med ham to gange dagligt, én gang til morgenmad og én gang til frokost. Her forberede jeg ofte en skål med grød, stillede den foran ham og bad ham om at spise med en ske. Med lidt hjælp og føring, hvor min hånd greb rundt om hans, førte vi sammen skeen til hans mund og ned i tallerkenen igen for at starte forfra,« siger Jeanette.

Og stimuli, hvad enten det var lyd eller bevægelse, var der også rigeligt af. Så Jeanette tog jævnligt børnene med ud i haven for at gynge, gå eller noget tredje, blot for at få noget af deres ophobede energi ud af deres opmærksomhedshungrende humør. 

 

Til trods for – eller rettere netop på grund af – de mange udfordringer og »kulturchokket« synes Jeanette, at det var en »super fed og lærerig tid« som frivillig. Noget, som hun sagtens kunne se sig selv gøre igen i fremtiden.

 

Ved siden af sit ophold som frivillig, sørgede Jeanette i aftenerne og weekenderne sammen med de øvrige frivillige at få udnyttet de mange muligheder Cape Town havde at byde sine rejsende:

 

Hun besteg det 670 meter høje bjerg Lions Head, besøgte havneområdet Waterfront Marina, bungee jumpede fra midt på en bro, verdens højeste af sin slags på 216 meter, besøgte en afrikansk safari, befandt sig i et undervands bur, hvor hvidhajer svømmede forbi, besøgte Afrikas sydvestligste punkt Cape of Good Hope og meget, meget mere.

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2018 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark