Hunde i Peru

Billede1(3)
Hvis du elsker dyr – og især hunde – så er dette projekt i hjertet af Peru lige noget for dig. I udkanten af Cusco ligger et lille internat, hvor omkring 50 hunde får en ny chance i livet. De er blevet reddet fra gaden, fra misrøgt, sult og skader – og takket være få, men dedikerede ildsjæle, får de nu mad, pleje og omsorg hver eneste dag.

Som frivillig bliver du en vigtig del af det arbejde. Du hjælper med alt fra at fodre og bade hundene til at socialisere dem, så de igen tør stole på mennesker. Mange har haft en hård start på livet – fundet med brækkede ben, i plastikposer eller efterladt ved flodbredden. Dit nærvær og din tålmodighed er med til at vise dem, at ikke alle mennesker er farlige.

Du arbejder side om side med internatets ansatte, der hver dag gør en kæmpe indsats med meget få midler. Her handler det ikke om fancy faciliteter, men om kærlighed, håndkraft og viljen til at gøre livet lidt bedre for dem, der ikke har andre. Når hundene er raske og tillidsfulde nok, bliver de forsøgt adopteret ud til lokale familier, der kan give dem et trygt hjem og en ny start.

Projektet er oplagt for dig, der overvejer en fremtid som veterinærsygeplejerske eller dyrlæge – men du behøver ikke have en faglig baggrund for at være med. Det vigtigste er, at du møder op med hjertet på rette sted og lysten til at tage fat. 

Billede3(1)