Børnehjem i Sydafrika

IMG_8397(1)
I udkanten af Cape Town ligger der en række børnehjem, som huser børn, der har oplevet mere end de fleste. Nogle er blevet forladt, andre er fjernet fra hjem med vold, misbrug eller alvorlig forsømmelse. Her får de en ny chance – i trygge rammer, hvor der er fokus på omsorg, stabilitet og skolegang.

Som frivillig bliver du en vigtig del af børnenes hverdag. De fleste af dem er i skole i dagtimerne og vender hjem om eftermiddagen, hvor du er med til at give dem en stabil base, et lyttende øre – og et pusterum fra det kaos, mange af dem kommer fra. Du hjælper med lektier, spiller spil, laver mad, er med til leg og aktiviteter – eller bare er til stede, når nogen har brug for en voksen at stole på.

Børnene kan nogle gange være lukkede, utrygge eller skeptiske – og det giver mening, når man ved, hvad de har været igennem. Men netop derfor har de brug for nogen, der bliver hos dem, selv når det er svært. Nogen, der møder dem med tålmodighed og varme – og som tør tage ansvar og være en stabil voksen i en verden, der ofte har svigtet dem.

Du skal ikke være uddannet pædagog for at deltage – Alle kan bidrage her. Det handler om nærvær, engagement og en oprigtig lyst til at lære børnene at kende og være en del af deres hverdag – på godt og ondt. Du bliver ikke deres frelser, men du kan blive en vigtig person i en periode af deres liv.

Du får en helt unik indsigt i bønenes liv, skaber nye relationer og får oplevelser, som ikke kan læres i et klasselokale eller på en strandbar. Det er ægte, råt og meningsfuldt.