Børnehave i Cambodja

B__rnehave1(1)
Forestil dig at starte dagen med grin, leg og små hænder, der tager fat i din – midt i farverige og varme Cambodja. I børnehaven i Phnom Penh bliver du en del af børns første møde med læring og er med til at give dem en hverdag, hvor tryghed, nysgerrighed og nærvær er i centrum.

Hvis du godt kunne tænke dig at undervise, men ikke er helt sikker på, om du er klar til at stå foran en skoleklasse endnu, så er arbejdet i en børnehave et rigtig godt sted at starte. Her er undervisningen nemlig helt lavpraktisk og foregår i børnehøjde – bogstaveligt talt. Du vil være med til at introducere børnene til de første bogstaver i alfabetet, lære dem om dyr og farver, og der vil være masser af tid til leg, grin og nærvær undervejs.

Børnene, du møder, kommer ofte fra nogle af de mest udsatte familier i området – mange bor i nærheden af byens lossepladser, hvor forældre og ældre søskende samler skrald og plastik for at tjene lidt penge. De yngste bliver i stedet passet i børnehaver, som er oprettet af lokale organisationer med et ønske om at give børnene en tryg start på livet og forberede dem på den skolegang, der venter. Nogle familier betaler et symbolsk beløb hver måned, mens andre får pasningen gratis.

Udover undervisning i helt basale emner, lærer børnene også om god opførsel, respekt for andre og helt almindelig hygiejne – som at vaske hænder efter toiletbesøg og inden måltider. Du kommer til at spille en vigtig rolle i at støtte det arbejde, der allerede er i gang, og du vil opleve børn, der lyser op bare ved synet af dig. Her bliver du hurtigt en del af hverdagen, hvor du smittes af børnenes smil, energi og umiddelbare glæde.

B__rnehave3