”Jeg skulle have været ansat som frivillig lærer, da jeg kom til Peru. Men mit ophold tog lidt af en drejning, da jeg endte som pædagog på et børnehjem. Det vil sige, at jeg fik ungerne efter, at de havde været i skole. Her var det egentlig meningen, at de skulle lave deres lektier, men det skete sjældent – det gik mere op i brætspil, dans, boldspil og ture på legepladsen. Jeg er jo færdig-uddannet skolelærer og havde egentlig fået et job på en skole, men kun som vikar – så jeg havde brug for afveksling. Grunden til, at det lige blev Peru med Save A Heart skyldtes til dels, at en af mine gode veninder anbefalede det. Derudover kunne jeg godt tænke mig at undervise i et andet land og lære det spanske sprog, hvilket jeg naturligvis ikke har lært udenad – men kan forstå en hel del mere af, end jeg kunne før,” siger Viki Madsen.

”Efter mit to ugers spanskforløb, fik jeg et ultimatum: Jeg kunne enten komme hen på en skole, hvor jeg kunne følge og observere undervisningen, eller jeg kunne tage hen på børnehjemmet, hvor jeg selv ville få muligheden for at undervise. Alle de peruanere jeg snakkede med sagde, at jeg skulle fravælge skolen, da jeg ikke ville få et lige så tæt forhold med børnene derhenne. På baggrund af de udsagn valgte jeg selvfølgelig børnehjemmet – det levede bare ikke helt op til mine forventninger.”

”Det skal ikke lyde sådan, at jeg var utilfreds med opholdet – man skal bare være klar over, at dét man møder måske ikke lever op til ens forestillinger, netop fordi man er så langt hjemme fra. Men det er jo lærerigt, spændende, sjovt – og derfor også anbefalelsesværdigt. Så i stedet for at være træt af det hele, så vend bøtten en gang og få det bedste ud af det. Jeg var blandt andet rigtigt glad for spanskholdet og de sociale arrangementer som de afholdte, hvor man havde mulighed for at møde andre unge mennesker. Det gjorde, at det var rigtigt let og virkelig sjovt at få venner i Cusco, der i øvrigt er en by fyldt med fest og glade mennesker. Man skal i hvert fald ikke gå længe for at finde en europæer, amerikaner eller australier at snakke med.

”Til at starte med var jeg faktisk også lidt træt af, at jeg boede hos den værtsfamilie, som jeg gjorde, hvilket måske også var lidt selvforskyldt. Et hostel havde måske indfriet mine forventninger til det bedre, da jeg fra naturens side godt kan være lidt genert – stemningen omkring ukendte mennesker kan i hvert fald hurtigt blive lidt akavet. Det er noget, jeg arbejder på og faktisk endnu en af grundene til, at jeg tog afsted – simpelthen for at lægge det bag mig. Men stemningen i huset den første måned var som sagt lidt akavet. Heldigvis kom der en frivillig room mate til undsætning, der sprogmæssigt havde bedre spanskkundskaber end jeg selv, og det løsnede stemningen en del.”