Jeg har nu arbejdet hos Cambodian Center for Independent Media i 5 uger. Det har været fedt, krævende, interessant og mega hårdt. Men det har 100 % været en oplevelse som jeg har lært utrolig meget af og fået set nogle sider af mig selv, som jeg ikke før har set. Fordi Cambodja er så anderledes et land med så anderledes en kultur, kræver det tid og tålmodighed for at føle sig hjemme, men jeg gav mig selv den tid og tvang mig til at gøre ting, jeg normalt aldrig ville gøre. Og til sidst føltes det som et nyt hjem. Jeg cyklede på arbejde hver dag, hvilket gav mig en helt ny fornemmelse af hovedstaden og menneskene, og derudover prøvede jeg konstant at gå andre veje, end dem jeg kendte så jeg så nye gader og mødte nye mennesker og klasser i samfundet.

Det sjove ved Cambodja er at de rigeste bor lige op og ned af de fattigste, og i trafikken kører kæmpe Lexus biler lige ved siden af små tiggerbørn som prøver at få lidt penge fra trafikkanterne som venter i lyskrydset. Alt er blandet sammen. Det smukke landskab i provinserne, er blandet med de store bjerge af skrald som ingen tilsyneladende tager sig af. Templer som Angkor Wat stråler som Cambodjas stolthed, imens Killing Fields minder os om alle de grusomheder landet har været udsat. Men man skal se begge sider, for at forstå landet. For at forstå hvorfor folket opfører sig som de gør og hvorfor over halvdelen af dem er under 30 år.

Jeg boede på guesthouset Tattoo, og denne form for indkvartering kan varmt anbefales. Det gør det sociale liv udover arbejdet langt nemmere, for du er altid omgivet af mennesker. Mennesker fra hele verden, som ligesom dig selv vil gøre en lille forskel og opleve Cambodja indefra. De flest rejste ligesom jeg alene, hvilket også gjorde det hele nemmere, for det betød at alle var på udkig efter nye sociale relationer.

Igennem alt dette følte jeg altid at jeg havde Save a Heart i ryggen, til at støtte, men ikke til at diktere mit ophold. De var en god middelvej imellem at vejlede og rådgive, men også give mig frihed til at forme mit ophold, sådan som jeg fandt det passende.

Jeg har på mit arbejde på hjulpet med engelske tekster, at skrive rapporter og artikler til deres hjemmeside, opstarte projekter og komme med ideer til nye projekter. Mange af projekterne kom jeg ikke til at færdiggøre selv, men det at have hjulpet til at med at kæmpe for ytringsfrihed og folkets oplysning om deres rettigheder, gør for mig at jeg føler at jeg har gjort en forskel, samtidig med at jeg har lært utrolig meget som jeg kan bruge i fremtiden.

Jeg besøgte flere restauranter og butikker som er tilknyttet organisationer der prøver at hjælpe forskellige udsatte grupper. De to bedste er uden tvivl:

• “Daugthers of Cambodiaà” : En butik, spa og restaurant der søger at hjælpe kvinder og børn der har været udsat for trafficking.
• “Friends à en butik”: Spa og restaurant, beliggende forskellige steder i Phnom Penh som kæmper for at give gadebørn en anden og bedre tilværelse.

Begge steder sælger fantastiske produkter, giver manicure og massage meget billigt, og gav mig bl.a. to af de bedste kulinariske oplevelser i cambodja. Det koster en smule mere end hvis man tager på en lokal restaurant, men er stadig langt billigere end vestlige madpriser.

Generelt vil jeg anbefale at gå en lang tur op og ned af gade 178, som er belagt med både gode restauranter, spændende butikker og masser af oplevelse.

Skulle jeg nævne et sted i Phnom Penh som man skal se er det Toul Sleng, også kaldet s-21. Dette er et museum som under Pol Pots regime brugte som torturfængsel, til at forhøre og torturere fanger. Derudover er Killing fields et stykke fra byen og et Wild life santuary, også anbefalingsværdigt.