”Jeg har altid gerne ville arbejde som frivillig i udlandet, også før jeg blev færdiguddannet som sygeplejerske. Der har bare ikke rigtigt være økonomiske muligheder til det før nu. Jeg overvejede både Læger Uden Grænser og Folkekirkens Nødhjælp, men det kræver bare en del mere planlægning, da der er faste regler for, hvor lang tid man er af sted samtidig med, at man skal kunne et fremmedsprog udover engelsk. Gennem Save A Heart kunne jeg både komme ud og arbejde som sygeplejerske og som frivillig. Jeg kunne rejse og komme hjem, når det passede mig, og jeg kunne klare mig udelukkende på engelsk, hvorfor jeg i sidste ende også valgte Uganda, hvor kun få taler swahili eller ugandan. Mit ophold i Uganda har været planlagt længe, så gennem afspadsering og ved at tilsidelægge noget ferie, så kunne jeg få fri i fire uger for at hjælpe til på et hospital i en anden del af verden,” siger Stine Krogh Jensen.

”Normalt arbejder jeg på Skejby Sygehus på akut hjertemedicinsk afdeling. Så det var ret specielt, da jeg ankom til en børneafdeling på et ugandisk hospital. Primært fordi jeg aldrig har arbejdet med børn før. Arbejdsopgaverne kendte jeg godt – proceduren med at give medicin, måle temperaturer og vægt og lægge sonder var ikke fremmed for mig. Det var et regulært børnehospital, så der var ingen voksne patienter, der hvor jeg arbejdede. Jeg var på afdelingen for underernærede børn, som også var den største afdeling. Patienterne blev første og fremmest indlagt, fordi de var underernærede, men de havde også nogle kroniske sygdomme eller følge-sygdomme som HIV, AIDS, tuberkulose eller mere akutte infektioner som lungebetændelse eller malaria.”

”Jeg mødte gerne ind kl. 08:30, der var lige blevet gjort rent på afdelingen, så det passede mig rigtig fint. Jeg arbejdede gerne igennem til kl. 14:30 uden at holde frokostpause for så at holde helt fri. Jeg boede hos en værtsfamilie sammen med min sygeplejerskeveninde i Jinja, som ligger 7-8 kilometer fra hospitalet – en bustur på et lille kvarters tid, og så var man fremme. Jeg var den eneste frivillige på hospitalet, hvilket skabte en del tvivl og spørgsmål hos de ansatte. De anede selvfølgelig ikke, hvad jeg kunne, så meget ofte måtte jeg selv tage sagen i egen hånd. Der er ikke noget, der kommer til én, så et godt råd er at være opsøgende, hvis der er noget man gerne vil vide angående introduktion og afdelingen generelt. Til gengæld gav værtsfamiliens fader mig en kæmpe støtte. Han var meget interesseret i, vi havde det godt i hjemmet, men også at vi kom ordentligt i gang med vores respektive frivillige jobs. Så den første dag fulgte han mig helt til dørs og viste mig rundt på hospitalet.”