”Det var volleyball på eliteplan, der fik mig væk fra Færøerne. Det var også volleyball, der vakte min interesse for anatomi, så jeg startede på fysioterapeutuddannelsen i 2011. Jeg skulle faktisk have været i Australien i forbindelse med min praktik, men én veninde fra min klasse fortalte mig, at hun skulle til Tanzania, så det endte med, at vi var tre fra klassen, der rejste til Afrika med Save A Heart. Til at starte med var det måske lidt risikofyldt at tage til Afrika for at skrive bachelorprojekt, dels fordi der er helt specifikke krav herhjemme til praktikpladser, dels fordi man i Tanzania kører efter det såkaldte African Time – hvilket vil sige, at alting og hver eneste ting kører i sit helt eget tempo. Men vi forberedte os så godt, som vi kunne, og så tog vi den derfra. Og opholdet kunne sagtens bruges som inspirationskilde, så vi har allerede fået stablet nogle cases på benene til vores opgave,” udtaler Sólva Heidi Dimon glad, der er ved at afslutte sin professionsbachelor i fysioterapi i Hillerød.

”Der var som sagt ingen forventninger fra vores side, da vi egentlig ikke vidste, hvad det var vi gik ind til. Men det var fedt at få be- eller afkræftet nogle af sine fordomme indenfor tanzaniansk fysioterapi. Vi kom på et projekt, hvor en fra praktikkontoret kørte os ud, sådan at hun kunne forklare de tre ansatte mammas, der i øvrigt ikke taler så godt engelsk, hvem vi var, og hvad vi skulle lave sammen med dem. Der var 11 børn tilknyttede den her lille dagsinstitution, der alle fejlede forskellige ting. De ansatte mammas havde selvfølgelig ikke nogen fysioterapeut-uddannelse. Men hende som startede institutionen havde lært de ansatte, hvilke øvelser de skulle lave med børnene – og hende fik vi heldigvis også æren af at møde.”

Vi boede på et hostel med en masse andre, blandt andet seks ergoterapeuter, som fortalte os, at vi havde været meget heldige med vores praktikophold på daginstitutionen, fordi vi måtte prøve så mange ting af praksis. Deres arbejde var tilsyneladende ikke så godt struktureret, men det må man tage med, når man kommer til et fremmed land, hvor standarder slet ikke bør sammenlignes med danske. Det var også her det tværfaglige arbejde opstod – altså gennem det her hostel. Vi vidste f.eks. ikke, hvordan vi skulle få de handicappede børn til at synke deres mad, men det vidste ergoterapeuterne. Så på den måde delte vi utrolig meget viden og mange gode råd hinanden imellem.”