Olivia Hansen Møller

DSC008841_490x270

Olivia Hansen Møller har altid haft en drøm om at komme til Cambodja. Her fik hun indfriet kravene for sin næste drøm, socialrådgiveruddannelsen.

”Da jeg var 12 år gammel, læste jeg en bog om sexmisbrugte kvinder i Cambodja. Lige siden den gang var min drøm at komme til Cambodja og hjælpe de her piger og kvinder. Det kræver desværre en uddannelse indenfor det felt, samtidig med at man er den helt rette støbning, hvis man skal arbejde med disse skæbner. Da jeg ikke havde uddannelsen, måtte jeg kaste mig over noget andet i Cambodja, og efter en snak med Sanne fra Save A Heart, fandt vi ud af, at engelskunder-visning på en skole ville være en god idé, nu hvor jeg også havde erfaring fra tidligere,” udtaler Olivia Hansen Møller fra Næstved, der snart søger ind på socialrådgiveruddannelsen.

Mere end bare relevant

”Jeg underviste børn, der ellers var sendt på lossepladsen. I helt bogstaveligste forstand, så sendte forældrene gerne deres børn på lossepladsen for at finde ting, som kunne spises, videresælges eller bruges i andre sammenhænge. Børnene fik en ny chance ved at modtage undervisning på denne her gratis skole, som lever på sponsorater. Da jeg gerne vil være socialrådgiver, så har opholdet i Cambodja været super relevant. Oprindeligt ville jeg have været af sted i tre måneder, men hvis man har udlandserfaring på fire måneder eller derover, så kan det bruges i kvote 2-ansøgningen – så det kan jeg nu bruge til at søge ind i København. Så det har været virkeligt smart for min situation!”
IMG_6470_225x300

Skolen i slummen

”Opholdet og undervisningen på skolen varede i fire måneder. De første to måneder boede jeg på et hostel, og den sidste halvdel fik vi volontører vores eget hus. Det var to vidt forskellige oplevelser, men begge var utroligt positive! Især når man rejser alene, hvilket jeg gjorde, så tror jeg, at det er en god idé at vælge denne form for bopæl. På den måde er der altid nogle mennesker omkring én, som er klar på diverse ture, og man er heller ikke ’bundet’ til at være sammen med én værtsfamilie. Skolen lå i et slumkvarter, men netop fordi der var nogle sponsorpenge bag, så var der altid meget rent, og eleverne havde rimelig gode vilkår. Der var både en sundhedsplejerske, nogle gange var der skolebøger og andre gange en tandlæge på besøg. Det var fine standarder, med gæstfrie og hjælpsomme mennesker, der var oprigtigt interesseret i én uden at ville tjene penge på én – ligesom man f.eks. kan opleve det i Thailand, eller andre steder. ”

Barbie Dukker og karton-sole

”Tingene koster i Phnom Penh, eller andre steder, generelt ikke særligt meget. Der er altid en masse muligheder, som gør, at man bare ikke sidder stille. Selv i hverdagene går man jo ud for at spise, tage i biografen eller lignende. Og i weekender har man endnu flere muligheder, hvor diverse heldagsture eller weekendture kommer i spil. Så på den måde, så er man privilegeret på en helt anden måde, når man er i Phnom Penh frem for herhjemme – netop fordi man har så meget fritid og ’så mange penge’. Det sætter naturligvis også tingene lidt i perspektiv. For folk er ikke grådige i Phnom Penh, de er tilfredse og taknemmelige for det, de har, og det de får. Herhjemme kan børn blive kede af det, hvis de får den forkerte legetøjsbil eller Barbie Dukke. I modsætning hertil, så blev børnene på skolen så glade, hvis jeg havde taget nogle tegnepapirer og farveblyanter med, og de lyste hele lokalet op, da jeg den sidste dag havde lavet karton-sole til dem.”

 

Du kan se flere billeder her