Oliver, Medicin

received_10156344424290624
Oliver arbejdede på en klinik i Cape Town og lærte ting, som han formentlig først havde lært på studiet om lang tid.

”Jeg havde taget et halvt års orlov fra studiet, så jeg kunne komme ud at rejse. Jeg tog til Cape Town i Sydafrika sammen med to andre medicinstuderende, hvor vi udførte frivilligt arbejde i fire uger på en klinik, Green Point Clinic. Det frivillige arbejde kan egentlig mere forstås som en praktik pga. arbejdsdagens længde, arbejdsmængden og de ansvarsområder, som vi fik. Det skal absolut ikke ses som en negativ faktor, da vi fik mulighed for at udnytte vores fritid til mange andre ting. Arbejdsdagen var typisk fra kl. 08-12:30, og arbejdsmængden var begrænset, fordi klinikken havde de fastansatte, der var brug for. Som offentlig klinik går det jo ikke at være afhængig af frivillig hjælp ude fra, hvilket giver meget god mening. Det gjorde til gengæld også, at de ansatte på stedet kunne tage sig tid til at sætte os ind i tingene – og det var meget positivt,” siger Oliver Christian Rabe, der er medicinstuderende på Aarhus Uni og rejste med Save A Heart.

Besøgte klinikken for sidste gang

”Metoderne var meget forældede og anderledes på klinikken fra, hvad vi forbinder med det danske sygehusvæsen. Når en mand i sin bedste alder f.eks. valgte at blive omskåret, så blev han syet sammen efter normal procedure – men så fik han beskeden om, at han ikke måtte få erektion de næste seks uger, da klinikken ikke havde ressourcer til at sy vedkommende igen. Temmelig hårde odds. Noget andet, som virkelig chokerede mig, var de mange AIDS-patienter, som desværre dør i alder af 35-40 år. Når man har AIDS, så er immunforsvaret så svækket, at en mild lungebetændelse kan være dødelig. Derfor var vi hele tiden klar over, at nogle patienter havde besøgt klinikken for sidste gang.”

Tiden er ikke inde til NemId

”Heldigvis så var der også mange patienter, som kom af mindre fatale årsager, og de formede hver morgen en lang kø foran receptionen. Her blev de tilset af en sygeplejerske, hvorefter de fik udleveret deres journal og bagefter kunne stille sig i anden kø til at besøge en af lægerne. Jeg spurgte på et tidspunkt en ansat om, hvorfor man ikke havde digitaliseret journalerne, så ventetiden kunne effektiviseres en smule, og hun svarede til min overraskelse, at kun de færreste havde en computer, og konsultationsindkaldelser aldrig blev overholdt, fordi folk simpelthen ikke kunne finde ud af at komme til tiden. Derfor var den lange kø foran receptionen den eneste reelle mulighed, og på en eller anden måde, så lykkedes det også at tilse samtlige patienter hver dag.”

Et apotekerforspring

”Klinikken havde en del sygeplejersker, men kun to læger til at drive konsultationen. De arbejdsopgaver, som vi havde, mindede mest om sygeplejegerninger – det kunne blandt andet omfatte indsprøjtninger, blodtryks- og temperaturmåling og EKG’er. De var utrolig flinke til at lade os komme til, hvis vi spurgte om, vi måtte. Hvis man ikke spørger, så kommer man til at rende i skyggen af en sygeplejerske eller læge en hel dag. Det var arbejdsopgaver, som man normalt ikke får, når man er på klinik herhjemme – og derfor var det utroligt lærerigt. Noget andet, der virkelig vil komme os til gode, var arbejdet med klinikkens tilknyttede Apotek, hvor vi skulle hente piller til patienterne. Det er nemlig først på sidste semester af medicinuddannelsen, at man skal kunne alle sygedomme i hovedet og vide hvilken medicin, der kurerer disse. Så der har vi forhåbentlig gjort os et lille forspring.”

20151118_105408
20151118_105130