”Jeg arbejdede på et børnehjem, hvor børnenes forældre enten drikker for meget alkohol, tager stoffer eller er rigtig syge, og idéen med børnehjemmet er egentlig, at forældrene skal bevise, at de godt kan få deres børn hjem igen. Derfor bliver ingen børn adopteret, men flytter tilbage til forældrene, når de har fået styr på deres problemer. Forældrene kommer også besøg en gang imellem, og jeg overværede da også fem børn, der kom hjem igen. Jeg vidste især, at det var hele turen værd, da jeg en dag kaldte en lille pige my darling, og hun efter noget tid kom ind i rummet igen og sagde I’m your darling. Det havde jo bare reddet hendes dag, og jeg tænkte, hvor er det fantastisk, at der ikke skal mere til,” siger Natasha eftertænksomt.

”Jeg er jo materialist, men jeg har tidligere arbejdet med børn i en børnehave. Jeg kunne godt tænke mig at se kontrasten til det, vi har herhjemme, og så var det samtidig der, hvor jeg følte, at jeg kunne gøre mest,” siger Natasha, og fortsætter med at fortælle om hendes elleve ugers rejse. ”Med hensyn til oplevelser, så var det for kort tid. Jeg fik ikke set alle de ting, jeg gerne ville, men jeg blev dog mættet af indtryk – også i forhold til min værtsfamilie. De er utrolig søde, og de kører én til børnehjemmet, fordi området er for farligt til selv at gå rundt i. De er nogle meget religiøse mennesker, og det er jeg ikke selv, så nogle gange blev det lidt svært at skulle tage stilling til religion hele tiden. Men de er virkelig nogle søde mennesker,” fastslår Natasha.