Nana, ergoterapeut
Når forventningerne ikke matcher realiteten, og når udfordringerne synes talløse, så er det svært at se positivt på tingene. Det lykkedes dog problemfrit for Nana og Karin.
”Jeg læser til ergoterapeut på UCN i Ålborg og er færdig til januar 2016. På mit sidste modul havde jeg muligheden for at tage en seks ugers praktik i udlandet, og den ville jeg ikke lade gå til spilde. Jeg rejste til Phnom Penh i Cambodja sammen med min veninde Karin. For de flestes vedkommende, går jeg ud fra, skal sådan en rejse planlægges i god tid, så jeg vidste allerede for ét år siden, at jeg skulle af sted. Jeg glædede mig utroligt meget, havde gjort mig mange tanker om det arbejde, vi skulle udføre, og jeg havde generelt en del forventninger til projektet. Jeg tror faktisk, at jeg havde skruet forventningerne en tand for højt op, da jeg det første stykke tid i Phnom Penh havde svært ved at glæde mig over det eventyr, jeg stod i. Oplevelsen matchede ikke de forestillinger, jeg havde gjort mig. Jeg talte med Karin om det, og det lykkedes os at spole filmen tilbage til dengang, hvor vi købte rejsen hos Save A Heart. Dengang ville vi prøve noget helt anderledes – og det var jo faktisk lige præcis dét, vi havde fået,” siger Nana Yasmin Bruun.
Alle diagnoser skåret over en kam
Vi boede på et guest house, hvor der boede frivillige fra hele verden med forskellige baggrunde og brancher. Børnehjemmet, hvor vi arbejdede på, lå en halv times tid derfra. Vi kørte gennem den hektiske by med tuktuk og ankom til en institution, hvor børn med alverdens handicap boede. Mange af dem havde diagnoser, der ikke kunne udbedres med ergoterapi – som f.eks. ADHD, autisme eller HIV. Som det lyder, så var det ustruktureret, og det gjorde også, at det var vanskeligt at komme i gang med arbejdsforløbet, da vi først skulle introduceres for, hvem der havde brug for vores kompetencer. Med hensyn til den ergoterapi, som vi skulle udføre, så mødte vi også her nogle udfordringer. I Cambodja har man, tror jeg, et lettere konservativt sindelag, og forandring er ikke nødvendigvis positivt. Den holdning mødte vi i hvert fald på børnehjemmet. Vi ville gerne give børnene muligheden for, at de i højere grad kunne klare dagligdagens gøremål på egen hånd. Men institutionens mamas mente eksempelvis ikke, at børnene havde godt af at kunne føre skeen op til munden selv. De mente, at vi skulle made dem, da træningsøvelserne med skeen under spisningen gik for langsomt. Derfor måtte vi bruge vores ergoterapeutiske evner på andre tidspunkter og på anden vis. Det gjorde vi gennem udstrækning og øvelser baseret på sansestimulation, som betyder, at man prøver at vække barnets forståelse for sin egen krop.
Det blev trods alt – anderledes
På trods af små bump på vejen, så syntes jeg absolut, at praktikopholdet var relevant. Vi blev udfordret godt og grundigt, og vi oplevede noget helt anderledes – der som sagt var udgangspunkt for rejsen. Der er kun én ting, som jeg vil bede de næste ergoterapeuter om at skrive bag øret, hvis de overvejer at arbejde på børnehjem i Phnom Penh: Hvis man skal udrette noget for børnenes og sine egen ihærdigheds skyld, så tror jeg, det er essentielt, at man understreger over for de lokalt ansatte i Cambodja, hvad ergoterapi egentlig er. Mange af dem syntes uforstående overfor, hvad vores fag egentlig gik ud på. Ergoterapi er jo meget mere en børnepasning og udstrækning. Det handler jo i lang højere grad om at give børnene nogle redskaber og metoder, så de kan deltage aktivt selv og få mere livskvalitet – ellers ender det jo med, at de skal vardes op hele livet.