”På jordemoderuddannelsen er der inden bachelorskrivningen et selvtilrettelagt modul, hvor man mere eller mindre kan gøre, hvad man vil, så længe det er relevant. Jeg valgte at tage til Chiang Mai med Save A Heart for at skrive en opgave om forskellene på en thailandsk og dansk barselsgang. Sydamerika var også en mulighed, men så er det næsten et must, at man kan tale spansk, hvilket jeg ikke kan. Jeg ved også, der er mange jordemoderstuderende før mig, som har benyttet chancen og rejst til Afrika. De kommer hjem med nogle fuldstændigt vanvittige historier om fattige levevilkår, snuskede hospitaler og høj børnedødelighed. Det havde jeg ikke behov for at opleve. Derfor valgte jeg Thailand. Desuden vakte Thailand min interesse, fordi man i dette land svøber barnet ind efter fødslen og separerer mor og barn for en rum tid. Dette fænomen er det helt omvendte fra, hvad vi kender herhjemme, hvor vi fokuserer på hud mod hud mellem mor og den nyfødte,” udtaler Nadja Tajbour, som skriver sin bachelor på Professionshøjskolen Metropol i København.

”Save A Hearts samarbejdspartner har en volontørbolig, hvor jeg boede. Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle ned og arbejde i tre uger – og så tage hjem igen. Til min overraskelse var der et utrolig stærkt socialt samvær både på hospitalet og i huset, som helt klart gav rejsen et ekstra pift. Når jeg skulle frem og tilbage mellem hospitalet og huset, brugte jeg en lejet en cykel. Den venstretrafikale kaotiske sværm af knalderter og biler er slet ikke så uregerlig, som man skulle tro. Rent faktisk så er trafikken nøje afstemt med thailændernes store respekt og tålmodighed, så der er plads til alle. Det kunne man nogle gange godt bruge lidt af herhjemme. Min rejse til Chiang Mai var min tredje gang i Thailand, men jeg havde trods alt aldrig været i den nordlige del, så alt var nyt for mig – ligesom det var helt nyt for at have en arbejdsgang på Maharaj University Hospital. Ved min ankomst blev jeg præsenteret for et skræddersyet program, som jeg skulle følge de kommende tre uger, således at jeg kom rundt på tre forskellige afdelinger.”

”Den første afdeling, som jeg var på, hed OPD, Out Patient Department, hvor jeg fik mulighed for at observere alt inden for obstretisk gynækologisk ambulant arbejde. Noget var irrelevant, men der var også mange brugbare oplevelser – blandt andet morkonsultationer og ultralydsskanninger. I anden uge var jeg på fødeafdelingen, og det er jo så væsentligt for mit studie, som noget kunne være. I den sidste uge var det meningen, ifølge deres program, at jeg skulle have været på pædiatrisk afdeling, men det ønskede jeg ikke. Dette skyldes, at der er uden for jordemoderfeltet at arbejde på neonatalafdeling, da man her har med alt for nyfødte børn at gøre, som kæmper for liv og død. Det var naturligvis utilfredsstillende, at de lokale ikke havde lyttet til mine ønsker, og at jeg nu skulle til at argumentere for, hvorfor jeg skulle være på barselsgangen. Hvis jeg havde været en hver anden frivillig, så havde jeg jo bare taget det som en del af oplevelsen, men da jeg er studerende, så nytter det jo ikke noget, at jeg ikke arbejder, hvor det er fagligt relevant”.