Michelle Poulsen
Cambodia har stadig brug for hjælp, og er andet end mindet om Pol Pot. Det er et kontrasternes land, hvor man som frivillig udsendt fra Save A Heart virkelig føler, man gør en forskel. Prøv selv!
Af: Pianna Liv Larsen
”Phnom Penh, hovedstaden i Cambodja med mere end 1 million indbyggere, føles roligere nu end for 10 år siden. Den er ikke så larmende, som jeg husker den og har ikke så mange tiggere, som før” fortæller 21-årige Michelle Poulsen, der lige er kommet hjem til Danmark efter en udsendt periode på 3 uger.
Hun var ikke alene af sted. Sammen med sine rejsekammerater Maria Lavik Hald Olsen og Amalie Haugegaard, gode venner fra efterskolen og tidligere rejsekammerater, valgte de Cambodja, som er kendt for sin smukke natur og meget venlige og hjælpsomme befolkning.
Michelle ønskede at kombinere ferie med frivilligt arbejde. ”Det var lidt af en tilfældighed, at jeg kom i kontakt med Save A Heart. Jeg surfede på nettet som så mange andre, for at finde destinationer. Det tiltrak os alle, at den udsendte periode var kortvarig. Det var til at overskue og kunne give en god fornemmelse af, hvad det vil sige at være frivilligt udsendt. Og så kunne det heldigvis kombineres med, at vi bagefter kunne drage videre og rejse rundt i landet.
”Vi vidste ikke, hvad vi gik ind til!”
De blev taget godt imod i lufthavnen og modtog en fyldestgørende info af den organisation, der fandtes på stedet. Derefter blev de indkvarteret på et hostel sammen med andre frivillige og fik derefter udleveret den opgave, de havde valgt: At undervise i engelsk på en skole og børnehjem for de lidt ældre børn mellem 6 og 16 år i Phnom Penh under projektet N.A.C.A.
”Vi stod med ingenting og var ikke helt klar over, hvad vi skulle, så vi blev nødt til at improvisere. Børnene var i starten tilbageholdende og udviste en grad af ligegyldighed overfor undervisningen. Efterhånden tøede de dog op og blev glade, især når timen stod på sang. De havde ellers en fyldt hverdag, hvor de stod op kl. 5 om morgenen og øvede dans for at kunne optræde, så de ad den vej kunne hjælpe til med at skaffe penge til børnehjemmet”.
”Det var noget af en udfordring, men vi klarede opgaverne godt. Der var en voluntør fra Schweiz på stedet. Han hjalp os og kunne svare på spørgsmål og stod parat med råd.
I weekenderne tog vi på sightseeing rundt i hovedstaden, der ligger ved Mekongfloden og så de smukke paladser og klostre, der findes rundt om i byen. En weekend tog vi til Rabbit Island for at slappe af. Det er et fantastisk land fuld af kontraster, en blanding af khmer, fransk kolonistil, buddhisme og med en grusom historie.
”Don’t go teacher, don’t go!
Michelle, Maria og Amalie havde fået at vide, at hvis de ønskede at forære børnene noget, ville det være en god idé at observere på stedet, hvilke behov de kunne dække, og så derefter købe ind efter det. Udstyret med egne midler og penge, doneret af deres familier, indkøbte de et ”skole-kit” til de 25-30 børn, de havde undervist i løbet af deres 3 ugers ophold. Kittet bestod af en pose med motiverne Mickey Mouse til drengene og Barbie til pigerne og indeholdte blyant, kuglepen, viskelæder, lineal, hæfte, tusser, farveblyanter og papir.
”Det var helt vildt! Der var især én pige, indesluttet og hård, der brød fuldstændig sammen, da vi skulle hjem og holdt om mig og simpelthen ikke ville give slip! Det var en meget følelsesladet oplevelse for mig og kom som en stor overraskelse. Børnene havde jo nærmest været ligeglade med vores ophold. Det ændrede mit syn på det, at frivillige hele tiden kommer og går. Børnene er tilbageholdende med knytte sig til nogen, da de jo ved, at det kun er for kort tid, så kommer der en anden. De er nødt til at beskytte sig mod følelsen af svigt, selvom de frivillige kommer for at hjælpe. Det giver stof til eftertanke”.
”Hvad kan du bruge opholdet og dine oplevelser til?”
”Jeg har lært mig selv bedre at kende og fundet ud af, at jeg virkelig godt kan lide at hjælpe andre. At jeg godt kan reagere hurtigt og praktisk og med omtanke. At opholde sig i et andet land med en anden kultur uden at kunne kommunikere ad de vanlige kanaler, ja så lærer man altså at tænke på en anden måde.”
”Det er sundt at have en hverdag blandt en befolkning, der er ringere stillet end os og skulle fungere uden alle de praktiske og basale ting i hverdagen, vi tager for givet”.
Efter opholdet på børnehjemmet drog Michelle, Maria og Amalie videre, og det var først i dagene efter, når de tænkte tilbage på alle oplevelserne, at de ønskede, de kunne være blevet en ekstra uge. ”Jeg skal helt sikkert tilbage igen på et tidspunkt, selvom jeg er glad for at være hjemme igen. Cambodja er jeg ikke færdig med”.
Michelle konkluderer, at man absolut må unde sig selv en sådan oplevelse. At være voluntør giver noget ekstra, når man skal lære at fungere sammen med befolkningen rundt om i byerne og ude på landet. På spørgsmålet, om der er et råd at give andre, anbefaler hun at tage tingene, som de kommer med et smil, være åben og tålmodig. Forvent det uventede. At ting tager tid og er et relativt begreb i Cambodja.