Michella Sarka

Michella Sarka arbejdede i en børnehave, hvis normer og standarder ikke kan sidestilles med danske. Derfor er rejsen nu uforglemmelig.

”Jeg mangler nogle få decimaler for at kunne blive optaget på jordemoruddannelsen. Heldigvis kan man pryde sin ansøgning og sit cv ved at tage på en udenlandsrejse og foretage frivilligt arbejde. Jeg tog en beslutning og rejste til Peru i 12 uger. Jeg kunne ikke formulere en eneste sætning på spansk. Jeg deltog naturligvis i det obligatorisk introforløb med spanskundervisning i 10 dage, men her lærer man kun det allermest basale. Så på en eller anden måde, var det meget bekvemmeligt, at det var småbørn, jeg til dagligt skulle konversere med. Jeg havde nemlig valgt børnehaveprojektet. Sammen med de små rollinger kunne jeg lære at tælle og udtale enkelte ord i mit eget tempo. Jeg startede selv i børnehave sprogmæssigt,” siger Michella Sarka grinende, som rejste videre til Colombia og Bolivia efter sit ophold.

Hønsegård og børnehave

”Jeg boede hos familien Castro i et meget flot og afgrænset område. Familien var helt klart bedre stillet end mange andre peruvianere. Jeg arbejdede fra kl. 09:00 til omkring kl. 12:30. Jobbet var i sig selv en overvældende oplevelse – der hersker en ultrahierarkisk struktur, og pædagogerne anvender helt andre opdragelsesmetoder. Her hjemme ville vi nok sige, at de var forældede. Den daglige drift foregik i et rum på 35 kvadratmeter, hvor der skulle være plads til omtrent 20 børn, pædagoger og frivillige. Det lille rum blev lejet af en privat familie, som tilsyneladende var ligeglad med vedligeholdelsen. Derfor måtte vi ofte fjerne hønselort fra gulvet, som børnene nogle få minutter senere legede rundt på deres legetøj – og ja, toilettet var da også ret så spartansk. Det var et hul i jorden. Sagt med andre ord: Arbejdstilsynet ville få brug for en noget nuanceret smileyordning, hvis de skulle komme på besøg.”

Liv eller lastbil

”De første par uger tog hårdt mig. Jeg lærte at abstrahere fra det, og jeg blev med tiden mere fortrolig med denne her anderledes levemåde, som i den grad beror på helt andre normer og standarder end danske. Selvom kulturen langsomt glider ind under huden på én, så kan det ikke undgås med jævne mellemrum at blive forarget over, hvordan nogle mennesker gebærder sig. Her tænker jeg især på børnehavepersonalets manglende ansvar over for børnene. En dag blev én af pigerne, Diana, meget vred. Hun havde det med at løbe væk, når hun kom i dette humør. Men lige præcis denne dag nåede hun hen til indgangslågen – hun åbnede den, og fortsatte ud på vejen. Jeg fangede lige akkurat hendes lille krop inden, hun blev drønet ned af en osende lastbil, som ustandseligt hamrede forbi med 60 km/t ude foran børnehaven. Der stod jeg med hjertet i halsen, den blege forargelse malet i ansigtet og spørgsmålet: Hvorfor er der ikke en børnesikret lås på denne her låge? Det havde personalet åbenbart ikke anset for at være nødvendigt.”

Et godt råd med på rejsen

”Inden afrejse spurgte jeg Save A Heart om, der var andre danskere, som skulle af sted på samme tid som jeg selv. Der var lige præcis én anden. Hun hedder Anne Line, og vi rejste sammen til Cusco, vi besøgte hinanden løbende under vores ophold, og jeg tror faktisk snart, at vi skal mødes igen. Denne gang under mere danske rammer for at genopleve det oplevelsesrige, peruvianske eventyr, som vi har været på. Jeg vil til hver en tid anbefale Peru som rejsedestination, og jeg vil råde andre solorejsende til at høre om, der skulle være andre i samme båd. Anne Line og jeg har i hvert fald været glade for den beslutning.”

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark