Mette Lea og Jos, medicin
Jos Dalvad Vesterdal og Mette Lea Mortensen, to medicinstuderende fra Århus Universitet, syntes, at det var noget af en omvæltning af komme hjem til Danmark efter at have opholdt sig 6 måneder i det sydamerikanske, hvoraf ca. 5 måneder foregik i Peru.
Det smukke land, der er beliggende nord for Chile ud til Stillehavet er fuld af historie og seværdigheder. Naturen er betagende og rangerer fra den ene yderlighed til den anden med regnskov, bjerge og plateauer.
Det unge par havde i et stykke tid talt om, at de ville ud i verden og søgte bredt, hvor de kunne komme i betragtning med den medicinske erfaring, der følger med 6. semester. Save A Heart kunne tilbyde det bedst mulige, nemlig et ophold i byen Cucso i Peru. Jos og Mette Lea var ikke sene om at slå til, og inden afrejsen lærte de også lige det mest nødvendige spansk. Derved ville de ikke stå helt sprogligt afklædte ved mødet med den anderledes kultur og en befolkning, der næsten udelukkende talte deres eget modersmål. Dette kursus skulle komme parret til gode senere, da de blev tilknyttet forskellige medicinske klinikker og regionshospitalet i Cusco.
”Vi blev indkvarteret hos en værtsfamilie med kost og fuld logi i 5 måneder på anbefaling hos søde og venlige mennesker. Sønnen kunne en anelse engelsk og moderen var udelukkende spansktalende. Det var en prøvelse i starten, indtil vi lærte sproget lidt bedre. Den peruvianske mad smager godt, men indimellem gik vi ud og spiste vestligt for afvekslingens skyld. Cusco er fuld af spisesteder, da byen årligt besøges af ca. 2 millioner turister og pilgrimme. Når vi gik ud, mødte vi mange andre EU-unge, vi kunne tale engelsk med. Der var et helt netværk af frivillige. Det var hyggeligt og sjovt at kunne udveksle erfaringer og oplevelser, så vi følte os aldrig alene.”
Hospitalspersonalet
Jos og Mette Lea blev tilknyttet flere klinikker og et enkelt regionalt hospital under deres ophold, så de kunne lære mest muligt. De blev koblet på hver sin læge, og så var det bare på med handskerne!
”Det er helt anderledes end i Danmark. Personalehierakiet blomstrer på bedste vis – noget vi lige skulle vænne os til. I starten gav det en trykket stemning, men da alle fandt talemåden helt naturlig, måtte vi akklimatisere os til jargonen. Til tider stødte vi ind i sprogbarrierer, selvom vi dagligt lærte mere og mere spansk, og det var ikke alle læger, der havde overskud til at tale med os. De, der kunne lidt engelsk, var mere forekommende. De var meget interesserede i, hvordan man bor i Danmark, hvad vi tjener, og hvordan vi har indrettet os. Dog, alt i alt er peruvianerne jo et meget venligt og åbent folkefærd. ”
”Vi var både imponerede og overraskede over personalets faglige kunnen. Det, vi kunne byde ind med, var at hjælpe til, når der kom akutte ind i modtagelsen og også hjælpe til med at diagnosticere. Ellers var både klinikkerne, der var rene og pæne, og hospitalerne, der var slidte, beskidte og med lange køer, godt udstyret, og personalet brugte det godt. Den helt åbenlyse mangel var dog IT. Det var pudsigt for os at se, hvordan alt blev dokumenteret i hånden i 3 kopier.”
”Vi kunne selv!”
Jos og Mette Lea fandt det helt klart interessant at være tilknyttet skadestuen, hvor de blev oplært i lette opgaver, som de efterfølgende kunne overtage, f.eks. at sy flænger og andre skader. Et andet aspekt var, at i Peru er det almindeligt at gå til shaman. Der kan gå lang tid, inden patienterne til sidst havner på et hospital. Da patienterne så har gået længe med forskellige infektionssygdomme, så som HIV, TB og parasitter, var disse sygdomme ofte fuldt udviklede, når Jos og Mette Lea endelig kunne tilse dem.
”Den oplevelse, der helt klar står ud, siger Jos, – er et hjertetilfælde, der kom ind på skadestuen. Hjertemassage blev iværksat, og jeg blev sat til at overtage. Desværre døde patienten, og jeg oplevede det som et antiklimaks, men som noget meget specielt. At stå ansigt til ansigt med liv og død var en intens oplevelse. Jeg har helt klart fået meget med hjem i rygsækken. Jeg kan gå anderledes til patienterne nu, hvor jeg har fået mere erfaring fra skadestuen i Cusco.”
Efter opholdet i Cusco drog Jos og Mette Lea videre rundt i Peru for at opleve Inkaernes største helligdom Machhu Piccu, Titicacasøen og Colca Canyon, hvor kondorerne holder til. Derefter rejste de videre rundt i Sydamerika og var forskellige eksotiske steder så om Bolivia, Ecuador, Columbia og til sidst Cuba.
”Det har helt klart været en meget fed tur, og selvom vi fik stjålet vores pas på et tidspunkt, er alt gået stille og roligt. Vi kendte ikke meget til Peru, inden vi tog af sted, men det har godt nok været både lærerigt og behæftet med stor glæde, og vi føler os begge mere rustet til resten af studiet efter denne oplevelse”
Af: Pianna Liv Larsen