Maria Gadeberg Otte

IMG_6594
Maria fungerede som assisterende engelsklærer på en ecuadoriansk skole. Selv blev hun stærkere til spansk, og så fik hun også charmeret en enkelt elev eller to.

”Jeg havde sabbatår, og der skulle simpelthen ske noget! Efter at have modtaget spanskundervisning på Herning Gymnasium, syntes jeg, det var en skam hvis alt det, som jeg havde tillært mig selv, aldrig skulle anvendes igen. Derfor skulle rejsen naturligvis gå til en spansktalende destination. Sammen med min veninde, Ninna Høher-Thompsen, rejste vi til Ecuador. Hun var på et projekt, hvor handicappede børn får genoptræning ved hjælp af hesteridning. Selv underviste jeg på en skole i engelsk. Hvor paradoksalt det end lyder, så blev mine spanskegenskaber væsentligt forbedret og mit engelsk en smule forværret. Men, min ambition for rejsen var at blive stærkere i det spanske sprog og hjælpe andre gennem frivilligt arbejde – og disse parametre blev indfriet til fulde,” udtaler Maria Gadeberg Otte, der søger ind på Lingvistik på Aarhus Universitet.

Slut med bagerste række

”Grunden til, at mit engelsk blev forværret, mens jeg underviste var, at jeg var omgivet af grammatiske svipsere og fejludtalelser – både fra folkeskolens velopdragne, uniformerede elever, som ellers gjorde deres bedste, og fra de tyskere, som vi boede med i byen Quito. Mit engelsk blev kort sagt udfordret af alle de fejl, som jeg dagligt mødte – til gengæld blev mit spansk afpudset og tunet. Det gav pote, at jeg gennem Save A Heart fik muligheden for et to ugers spansk-kursus med eneunderviser. Der kan man ikke gemme sig nede på bagerste række eller møde op uforberedt. Jeg blev tvunget ud i samtaler, og på den måde lærte jeg lynhurtigt, hvordan ord skal artikuleres, og hvordan grammatikken opfører sig. Ja, sådan var det altså. jeg underviste i engelsk og blev bedre til spansk.”

Svingende niveau og sproglige udfordringer

”Institutionen, som jeg underviste på, kaldte ecuadorianerne for ’college’, og den lå i provinsen Zámbiza – ca. en times kørsel fra vores delelejlighed. Jeg brugte den første halve time i en totalt overfyldt, sild-i-en-tønde-agtig-bus, hvorefter jeg skiftede til en helt mennesketom bus, som kørte længere ud af hovedstaden. Eleverne på skolen var aldersmæssigt i spændet mellem 12 og 18 år, hvilket da også gav visse udfordringer for mig hos de ældste, da vi jo næsten er jævnaldrende. Derfor følte jeg helt klart, at jeg kunne bidrage mest i engelskundervisningen hos de yngste. Det var også dem, som efterspurgte min ekspertise mest. På skolen fungerede jeg som assisterende lærer, hvilket vil sige, at jeg gik rundt mellem eleverne, når de løste grammatiske øvelser, og at jeg hjalp til med rettearbejde og korrekturlæsning, når eleverne havde indleveret opgaver eller stile. Det sproglige niveau lå en del under dét, som vi kender fra danske folkeskoler; så der var ofte en del at tage fat på. I Danmark fokuserer vi meget på hele tekster og på små eller længere fremlæggelser. I Ecuador er niveaet helt nede på sætningers opbygning med fokus på kongruens og lignende. Derfor var min grundlæggende funktion faktisk var at få elevernes udtale igangsat og motivere dem til at deltage i undervisningen. Det kunne også godt være besværligt, og det skyldes formentlig, at mange af de godt og vel 100 elever havde den indstilling, at de aldrig ville komme til at bruge det engelsk sprog til noget som helst, når de kunne tale spansk.”

En anonym beundrer

”Alligevel lykkedes det mig at få skabt en positiv energi omkring det engelske sprog, og jeg fik knyttet nogle særlige bånd til visse børn, som gerne ville lære mere. Nogle opsøgte mig i frikvarterene for at snakke med mig, fordi de syntes, det var interessant. Én eller anden må jeg i hvert fald have charmeret, for jeg modtog et kærestebrev, der ganske vist ikke omfattede én eneste glose, men derimod var tegnet med blyanter. Et billede siger jo som bekendt også mere end tusind ord. Eleverne blev bedre til engelsk, og jeg blev bedre til spansk. Ligningen gik op. Jeg fortryder dog stadig nogle gange, at vores ophold kun havde varet i to måneder.”