Majken Mørk

969275_10202137035814724_1304048755_n_490x270

Fra Legoland til azurblåt vand; Sæsonlukningen af Legoland var grobund for lærerige børn og mange oplevelser i Cambodja.

”Min mor er oprindeligt fra Frankrig, og da Cambodja er en del af den gamle franske koloni, Indokina, har hun længe sagt, at det var et rejsemål værd, på grund af den historie som landet kan tilbyde. Jeg blev heldigvis overbevist om, at det var det rigtige at gøre. For der gik ikke længe, før jeg underviste på en cambodjansk skole i Phnom Penh, der var tilknyttet et børnehjem. Cambodja er et fantastisk land, der er rig på muligheder – hvide sandstrande sydpå med tilhørende azurblåt vand, man kan tage nord på for at se elefanterne og tage ud til Angkor Wat, som er et de største og mest velbevarede templer tilbage. Mange blev desværre beskadiget eller ødelagt under Pol Pot styret,” ytrer Majken Benedicte Mørk, der normalt arbejder i Legoland, men grundet sæsonlukningen kunne tilbringe 17 uger i Cambodja. Majken håber i øvrigt at komme ind på Psykologi til sommer.

Det frivillige sammenhold i Phnom Penh

”Jeg havde selvfølgelig legoklodser med til børnene, som jeg underviste, men det var ligesom om, de ikke forstod meningen med dem. Så de var egentlig ikke særligt populære. På skolen kom der både børn fra det tilknyttede børnehjem og fra andre familier i lokalområdet. Så det var en broget flok, hvilket egentlig karakteriserer den forskelligartede Phnom Penh meget godt. Denne by er meget beskidt, men består af de mest gæstfrie og hjælpsomme mennesker, og kan samtidig byde på en masse aktiviteter, som man kan nyde godt af som volontør. Vi plejede gerne at gå ud og spise om aftenen, planlægge weekendture, spille fodboldkampe eller tage på karaoke bar. Det jeg husker bedst ved byen, var uden tvivl det sammenhold, som vi volontører fik stablet på benene.”

Et par gode råd med på vejen!

”Jeg blev desværre syg nogle gange, hvilket man jo må tage med, når man rejser i udlandet. Så med den erfaring i bagagen kan jeg heller ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at have en rejseforsikring. Den kan virkelig komme én til gode! Der er rigtigt fine hospitaler i Cambodja, hvis man har en rejseforsikring, hvor både amerikanske og franske læger, står klar til at tage imod én – hvis uheldet nu er ude. Men det var alt i alt en fantastisk tur, hvor jeg varmt kan anbefale at tage forbi Pub Street, hvis man vil feste og denne gades modsætning, Siem Reap, hvis man gerne vil opleve en mindre by, hvor der ikke er stress og jag. Endelig så skal man opleve den smukke Koh Rong, som er en lille ø omgivet af krystalklart blåt vand.”

Alternativet er som regel endnu værre

”Mange mennesker, der tager på de her frivillige ophold har en idé om, at de skal ud og redde hele verden. Men det kan man jo ikke gøre på egen hånd. Derudover føler mange nok, som kun har deltaget i et program i en måned, at de ikke har bidraget nok til et givent projekt. Men de glemmer, at alternativet er, at børnene f.eks. ikke havde nogle lærere, og at det kan være meget vanskeligt at se, hvor meget børn har lært på en måned. Jeg kunne i hvert fald helt sikkert se fremskridt hos den klasse, jeg havde i fire måneder. Så et lille råd til de næste rejsende er, at man ikke må miste modet – og man skal huske, at selvom det måske ser lidt sort ud, så er alternativet som regel endnu værre.”

 

Du kan se flere billeder her