Lisanne, medicin

Lisanne og Mette rejste sammen til Nepal. De undgik jordskælv, oplevede kulturen på tæt hold og arbejdede på mange af Pokhara-hospitalets afdelinger.

”Grunden til at Mette Møller Jensen og jeg selv rejste til Nepal i 12 uger skyldtes, at vi ville prøve kræfter med at arbejde i et uland – altså under andre omstændigheder og med andre ressourcer til rådighed. Vi valgte desuden også et uland, fordi vi gerne ville hjælpe dér, hvor der virkelig var behov for det – og stadig er. I de mere vestlige lande tror jeg ofte, det ender med observation, og vi ville gerne have hands on, hvilket vi fik! Vi boede hos en værtsfamilie, som Save A Heart havde fundet til os, og det bidrog i den grad til helhedsoplevelsen og forståelsen af, hvad Nepal er rent kulturelt. Så hvis man har mod på at flytte ind hos en familie, man ikke kender, så bør man gøre det. Vi havde i hvert fald en fantastisk oplevelse!” udtaler Lisanne Willemijn Demmer, som læser medicin på kandidaten på Københavns Universitet.

Der er en hårfin balancegang

”Vi arbejdede på et hospital i Pokhara på flere forskellige afdelinger. I starten skulle vi lige ses an. Jeg tror alle de mandlige læger først skulle forstå, at vi var vestlige kvinder, som læste det samme, de en gang havde gjort – og altså ikke var sygeplejestuderende. Men som forløbet skred frem, så fik vi mere og mere ansvar. Vi var med til operationerne, og hvis der var noget, som vi var utilfredse med, så kunne vi altid blive overflyttet til en anden afdeling, hvilket vi i øvrigt gjorde nogle gange for at få mest muligt ud vores tid på hospitalet. Vi var på almenkirurgisk, ortopædkirurgisk, gynækologisk afdeling og skadestuen. Så vi fik virkelig prøvet nogle forskellige ting af i praksis. Hospitalets ansatte var i bund og grund rigtigt søde til at imødekomme vores ønsker. Så et ophold af denne type kan jeg varmt anbefale til andre medicinstuderende”.

”Man bør dog overveje, hvornår man tager af sted. Der er nemlig en hårfin balancegang mellem enten at være for langt fremme – eller for ny i faget. Hvis man er for langt fremme, føler man måske, at éns viden og praktiske kunnen går tabt, og hvis man er alt for ny i faget, så vil man uden tvivl blive chokeret over konfrontationen med alle sygdommene, som er meget mere fremskredne end det niveau, vi kender til herhjemme fra. Når patienter indlægges i Nepal, foregår det på egenbetaling, derfor venter patienterne ofte meget længere end herhjemme, hvilket gør, at alle skaderne og sygdommene er meget mere komplekse. Derfor er det en god idé at have en smule faglig ballast, sådan at man har en lille idé om, hvad der foregår”.

Da jorden rystede under os

”Jordskælvene ramte os ikke. Det eneste vi mærkede til var efterskælvene. Det var naturligvis en forfærdelig katastrofe og uden sammenligning for dem, det rent faktisk gik ud over – folk var bange, det kunne man sagtens mærke, men jeg tror medierne i dette tilfælde malede et billede, der så noget slemmere ud end virkeligheden. Katmandu var uden tvivl hårdest ramt, men vi opholdte os heldigvis det meste af tiden i Pokhara. Så det skabte på ingen måder vanskeligheder for vores rejse eller helbred. Den største udfordring vi havde undervejs, var faktisk på hospitalet – nemlig sprogbarrieren der herskede mellem os og mange af patienterne. Vi havde ofte meget svært ved at forstå hinanden. Hvorfor jeg igen bliver nødt til at anbefale en værtsfamilie, da det medvirker til, at man bedre forstår, hvorfor nepaleserne gjorde, som de gjorde – på trods af at vi ikke talte samme sprog. Heldigvis var alle lægerne rigtigt gode til engelsk, så det opvejede helt klart situationen, samt de misforståelser som nogen gange opstod.”

Du kan se flere billeder her