Linh Hoang

IMG_1331_2
Inden hun rejste videre til Cambodja, hjalp Linh havskildpadderne på Sri Lanka til at få et bedre og længere liv.

”Min rejse til Sri Lanka fungerede egentlig mest som et sideprojekt. Jeg ville nemlig gerne til Cambodja for at hjælp udsatte børn med HIV og AIDS, men opdagede så blandt Save A Hearts rejsedestinationer, at man på Sri Lanka kunne arbejde på et reservat for truede havskildpadder. Det måtte jeg naturligvis opleve! Reservatet gør en stor forskel for havskildpaddernes fremtid her på jorden. Den tid, som der går, fra æggene udklækkes i sandkasserne, til de sættes ud i havet igen øger chancerne for deres overlevelse ganske betragteligt. Skildpadderne bliver derfor kun på reservatet i nogle uger, indtil de er klar til at møde virkeligheden – og kun nogle ganske få skildpadder bliver på reservatet i flere år. Dem som reservatet beholder bruges til at lære besøgende turister om havskildpadden. Vi fortæller dem eksempelvis, at man ikke burde spise de truede skildpadder, hvilket man stadig gør flere steder i Kina,” udtaler Linh Nguyen Thuc Hoang.

Fri undervisning i byens tempel

”På skildpaddereservatet var der mange forskellige opgaver, hvor mandag nok indebar det værste. Det var den såkaldte ’cleaning day’. Her skulle alle bassinerne gøres rene. Det gøres ved at tømme tankene og skrubbe de værste algerester væk – skildpadderne skulle også skrubbes, og det var lidt sjovere. Volontørerne arbejdede også som turistguider. Det lærte jeg ved, at jeg startede med at følge én, som havde været der længe – og til sidst kunne jeg selv videregiver de informationer, som han havde gjort. Der var også mange bøger på reservatet, som man kunne kigge i, hvis man manglede lidt inspiration. Om tirsdagen, onsdagen og torsdagen stod vi desuden også for frivillig undervisning, hvor børn kunne møde op, hvis de gerne ville lære noget ekstra. De fremmødte børn var helt vildt glade for frivillige, så det var virkelig en leg. Temaerne for lektionerne bestemte vi helt selv. Undervisningen kunne foregå i byens tempel eller på skolen, hvor vi f.eks. underviste i engelsk eller biologi. For at komme ind til byen måtte vi tage bussen, hvilket i sig selv var lidt af en trafikal oplevelse – de kører som sindssyge, men vi kom jo helskindet frem og tilbage hver dag, så de måtte jo vide, hvad de lavede.”

Med anklerne i vandkanten

”På en typisk dag stod vi gerne op ved halv 8 otte tiden og fik lidt morgenmad. Huset, som jeg boede i, lå lige overfor skildpaddereservatet, så jeg behøvede kun at krydse vejen for at komme på arbejde. På Reservatet var stemningen utrolig hyggelig. Der var ikke meget fysisk og krævende arbejde, men det var en kæmpe oplevelse at være der velvidende om, at man rent faktisk gjorde en forskel. Hver morgen skulle vi tjekke sandkasserne for udklækkede æg. Æggene anbringes der af os selv, og vi modtog gerne æggene fra de lokale i området, som havde fundet dem stranden. De vidste nemlig at skildpadderne fik en bedre chance på reservatet. Hver aften skulle vi slippe skildpaddeungerne fri i havet, og det var her, at det hele gav mening. For det var så smukt! Når man står med anklerne i vandkanten, og solen står på hæld, og man ser alle de små havskildpadder padle ud i det store blå, så står tiden helt stille. Først når vi var sikre på, at alle skildpadder var kommet sikkert ud i vandet, vendte vil tilbage til reservatet.

IMG_2056
IMG_1373_e1434521968879
IMG_14221