Line, Sygeplejerske

Line og Camilla søgte uden om skolens tilbud og fandt et praktikophold i Tanzania, hvor de arbejdede på et hospital i fire uger.

”Vi var sikre på, at vi gerne ville have et praktikophold i udlandet og vidste også, at det gerne måtte være et u-land, sådan at vi kunne skrive praktikopgave om kulturelle forskelle. Det kan være ret svært at fastlåse sig på ét emne hjemmefra, når man ikke ved, hvad man kommer ned til, derfor valgte vi noget, som vi med sikkerhed kunne skrive om. Skolen tilbød desværre ikke nogle passende destinationer, så vi søgte hos en række andre organisationer og hos Save A Heart, som nogle af mine venner også har rejst med, fandt vi muligheden for at komme til Tanzania og arbejde på et hospital i fire uger. Det var et anderledes, barskt og ressourcefattigt hospital og ikke for sarte sjæle, men det var vidunderligt at se, hvor meget hjælp og nytte, man alligevel kunne skabe med så få midler. Vi var af sted på modul 13, hvor man frit kan vælge imellem at blive på skolebænken til undervisning eller tage ud i verden. Vi syntes det sidstnævnte var mest tiltalende,” fastslår Line Thuesen, der læser til sygeplejerske sammen med sin rejsepartner, Camilla Wortzier Kristensen.

De lå side om side

”Vi boede på et hostel ca. 20 minutters gang fra det hospital, som vi arbejdede på alle hverdage fra kl. 09-13. Den allerførste dag gik med at få styr på alt det lavpraktiske, som f.eks. arbejdsvisum for frivillige, rundvisning i nærområdet og på hospitalet. Det første, der mødte os, var en firelænget gård som blev kaldt for ’out patient department’. Her kunne syge komme ind fra gaden og få behandling – det var typisk rensning af sår og opfølgning på behandlinger. Bagved lå en endnu større bygninger, der også havde fire afdelinger – i bunden fandt man fødeafdelingen, på næste etage var kvindeafdelingen. Her var det bemærkelsesværdige især, at patienterne lå side om side uafhængigt af, hvilken sygdom de havde – der var altså både kirurgiske og medicinske patienter. Det samme gjorde sig gældende for mændenes vedkommende, som lå på 3. etage – og slutteligt kunne man finde børneafsnittet på 4. etage, hvor der var en blanding af for tidligt fødte og lidt ældre børn med forskellige infektioner.”

Sparring eller hver for sig?

”Vores manager på hospitalet spurgte os den første dag omkring, hvilke afdelinger vi godt kunne tænke os at arbejde i. Vi besluttede, at vi gerne ville være nogle forskellige steder for at få mest muligt ud af det. Senere i forløbet fandt vi dog ud af, at det var fornuftigere at følges ad. På den måde kunne vi nemmere sparre med hinanden, og vi stod formentlig også bedre, når vi skulle til at skrive opgaven. Vores ophold har klart udvidet horisonten, hvad angår patientpleje og omgang med syge og deres pårørende, som i øvrigt spiller en stor rolle i Tanzania, når det kommer til personlig pleje. Tilgangen til patienten er meget forskellig fra, hvad vi oplever herhjemme. Hele omsorgsaspektet er udeladt og overladt til familien. Derudover så er det meget sjældent, at der bliver truffet beslutninger, som ikke har været igennem overlægen først. Sygeplejerskens rolle var ofte at være lægens sekretær – det betyder ikke, at vi ikke fik lov til at udføre opgaver, man kan nemlig få lov til en masse, så længe man spørger om det. De var heldigvis rigtigt gode til engelsk og glade for at lære fra sig.”