Line Sygeplejerske

IMG_2430_3_490x270

Line, som er halvvejs på sygeplejeskolen, vil genopleve Asiens mystik og afprøve sine faglige færdigheder. Begge ønsker blev indfriet til fuldkommenhed.

”Allerede et år i forvejen var jeg forvisset om, at jeg skulle til Cambodja i forbindelse med min ti ugers praktik på sygeplejeskolen. Jeg har boet to år i Singapore, og derfor var jeg meget bidt af den asiatiske kultur og den tilgang til livet, som der praktiseres. Nu var tiden altså kommet til et nyt oplevelsesrigt asiatisk eventyr. Og nye oplevelser var der nok af. Det første, som ramte én, da vi steg ud af flyveren i Phnom Penh var den enorme fattigdom og hektiske larm, som var alt overskyggende. Jeg rejste sammen med to medstuderende, og vi fik bakset al vores bagage op i traileren på en tuktuk, og vores chauffør, som Save A Heart havde haft kontakt med, kørte os lige til dørtærsklen ved det guest house, hvor vi skulle bo i et 50 grader varmt seksmandsrum uden air condition – kort sagt et kulturchok af format. Heldigvis kan man vænne sig til det meste!” udtaler Line Stoltenborg Jacobsen.

En forskel fra velfærdsstat

”Arbejdet i sig selv var utrolig lærerigt, og jeg fik sat en masse teori i praksis, og vil helt sikkert kunne trække på nogle af de erfaringer, som jeg har fået i kommende læringsforløb. Det vanskeligste var faktisk ikke arbejdet og de til tide makabre scener, som vi oplevede. Nej, det var derimod ikke at virke bedrevidende. På hospitalet havde de slet ikke den samme forståelse for bakteriespredning, som man har på danske hospitaler, og det var derfor ikke unormalt for kirurgerne at hoppe fra et sår direkte over til det næste. Vi tog selv vores forholdsregler og forsøgte at holde tingene så sterile, som overhovedet muligt, selv om det ikke altid kunne lade sig gøre grundet ressourcerne – eller mangel på samme. Som tidligere nævnt så er Cambodja et meget fattigt land, og det kom også til udtryk på Hospitalet. Overordnet set så var hospitalet nemlig opdelt i to afdelinger – én for de rige og én for de fattige. Det er ikke just en model, der matcher velfærdsstaten herhjemme. De rige fik en betydelig bedre sygepleje, da de kunne betale meget mere for deres hospitalsophold.”

Slangebid og amputationer

”Vi kom alle sammen til at arbejde på samme hospital. Jeg begyndte selv på intensiv medicinsk afdeling, hvor der desværre ikke var nogen, som kunne engelsk. Jeg følte derfor ikke, at jeg fik nok ud af det, så jeg blev flyttet til en anden afdeling. Jeg syntes, det var essentielt, at jeg kunne kommunikere med mine kollegaer, så jeg vidste, at det jeg gjorde var korrekt, da jeg jo stadig kun er studerende. Men jeg blev flyttet til plastiskkirurgisk afdeling, det som herhjemme nok vil kaldes for pædiatrisk afdeling, og det blev jeg så glad for, at jeg blev der de sidste 9 uger. Mine kollegaer talte engelsk, og jeg fik et venskabeligt forhold til dem, og derudover skubbede jeg mine personlige grænser betragteligt. Jeg var medvirkende til operationer, som jeg ikke ville have oplevet i Danmark. Her taler vi blandt andet om amputationer af ben, fingre og hænder. Sammen med min veninde fik jeg en utrolig stærk relation til en 13-årig dreng, som var blevet bidt af en slange i hånden. Lægerne mente, at hånden ikke var til at redde, og at den skulle amputeres. Min veninde og jeg kæmpede hårdt for at rense såret og gjorde alt, hvad der stod i vores magt for, at det ikke skete. Efter nogle uger kunne man se en kraftig forbedring, og hånden kunne blive på sin ejermand til trods for små kirurgiske indgreb. Derfor kan jeg stærkt anbefale til andre at gøre det samme, som jeg har gjort. Det gavner én så meget at blive på samme afdeling – og jeg tror faktisk også, man lærer mere af det.”
Screenshot_4