Laurits Hilding Hyllested

Nepal har brug for undervisning, undervisning, undervisning!

Selvom dette spændende land er spækket med de smukkeste højeste bjerge, hinduisme og alpacauld, er der stadig brug for en hjælpende hånd.

Af: Pianna Liv Larsen

23-årige Laurits Hilding Hyllested, bosat i Sverige et par år og spillet musik, før han i 2012 vendte hjem til Danmark for at tage en universitetsgrad. Han følte sig dog rastløs, manglede perspektiv på tilværelsen og var i vildrede med, hvad han ville, hvorefter han til sidst valgte at droppe ud af studierne.

”Jeg ville prøve noget, der var radikalt anderledes end det kendte. Opholde mig i et land, der var fattigt, og hvor kulturen var så vidt forskelligt fra vores, som tilfældet er i Nepal. Jeg har aldrig prøvet at rejse alene før, så det var en opgave, jeg ønskede at stille mig selv og prøve mig selv af med. Hvor var yderpolerne for mine grænser? Hvad var mine værdier, grundholdninger, ja i det hele taget: Hvem er jeg?”

Som så mange af livets tilfældigheder faldt valget på den professionelle organisation Save A Heart – By Committing yours, og han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig i hvor høj grad dette skulle blive til sandhed.

”Min anden familie!”

Laurits var indkvarteret hos en værtsfamilie, hvor han både blev godt bespist og fik en seng at sove i.  Familien var åbne, venlige og hjertelige, noget, Laurits lige skulle vænne sig til. ”Det er jo ikke noget, man er vant til i Danmark, så der var nogle forbehold, der skulle brydes ned først”, udtaler Laurits. Efter et par uger var han blevet så tryg ved situationen, at han begyndte at åbne sig tilsvarende.

På spørgsmålet om, hvorfor Laurits valgte at bo hos en værtsfamilie fortæller han, at det var for at opnå en bredere kulturel og menneskelig forståelse for en hel befolkning, komme ind under huden på dem. Specielt religionen spiller en væsentlig rolle i Nepal. Den er dybt rodfæstet og er en naturlig del af hverdagen. ”Den del skulle jeg lige lære at tackle, men endte med at føle mig godt tilpas med den”.

Laurits boede ude på landet og skulle undervise i engelsk på en folkeskole: ”Privatskolerne har bedre lærere og forhold end folkeskolerne, hvor lærernes faglige niveau ikke altid er så højt. Jeg var den eneste ”hvide mand i miles omkreds” og kunne tale bedre engelsk end de lærere, der var tilknyttet min folkeskole. Jeg skulle undervise 3., 4. og 5. klasse med ca. 30 elever i hver. Til at starte med assisterede 2 lærere mig, men da de fandt ud af, at jeg var ret godt kørende, fik jeg derefter selv lov at undervise. I starten var jeg lidt forknyt, men jeg fandt hurtigt ud af, hvor selvstændig jeg i virkeligheden var.

Det var virkelig sjovt. Lærerne stillede en masse engagerede spørgsmål for at selv at opnå at blive bedre undervisere. De var meget interesserede i det danske skolesystem, og vi talte om, hvad den bedst mulige skole er for noget. Jeg blev taget imod med åbne arme. Det, jeg kom for at give, nemlig min frivillighed fik jeg 10-fold tilbage i form af umiddelbar glæde og venlighed og varme. Det kom helt bag på mig”.

”Begge mine forældre er lærere og jeg var blevet udstyret godt hjemmefra med gode råd, men også gaver i form af undervisningsmateriale, blyanter, bolde, terninger, sjippetove og andre sjove ting. Jeg havde også gaver med til min værtsfamilie, der blev ret så beærede. Det er en god idé at begave andre, da det både skaber samhørighed og gensidig tryghed”.

Gode oplevelser

Laurits har mange gode oplevelser på lager fra turen. En af de sjovere var at køre med de offentlige transportmidler – busserne – ja faktisk er det bare store folkevognsrugbrød. ”Der kan man tale om nærvær. Der er ikke ret mange sæder, og folk står som sild i en tønde, men det gjorde blot turen endnu mere underholdende, fordi der så var endnu flere man kunne snakke med. Og snakket blev der i høj grad!

Som noget helt specielt oplevede Laurits at befinde sig i landet i netop det år, hvor geder blev ofret. Nepal er et ludfattigt land, fantastisk smukt, anderledes og som sagt et land, hvor religionen spiller en afgørende rolle i hverdagen. Hver 7. år ofres en ged som et religiøst indslag. Laurits’s familie inviterede ham til at overvære dette sammen med familiens egen familie, der boede i en lille hytte uden el. ”Jeg var meget beæret over at være inviteret til så stor en begivenhed og følte mig virkelig integreret. En ged koster mange penge, så det at give en så dyr genstand, hver 7. år betyder virkelig meget for en enkelt familie. Her kan man tale om at ofre stort!”

”Nu bliver det hverdag igen!”

”Turen er gået over al forventning. Den nærhed og forholdet til min værtsfamilie var helt fantastisk pga. al den kærlighed, de øste af. Jeg følte også, at jeg, på min egen facon, havde gjort en forskel på skolen. Jeg kunne se, både lærere og elever havde rykket sig gennem de 9 uger, jeg opholdt mig på stedet. Det er den bedste investering, jeg til dato har gjort. En helt igennem syret oplevelse! Jeg savner min anden familie, og jeg må indrømme, at jeg synes, det har været svært at omstille sig efter at være kommet hjem. Turen har givet lutter gode minder, men også selvstændighed. Jeg har lært at tackle situationer, jeg aldrig ville have turde drømme om at kunne, og jeg kigger på verden med helt andre øjne end før”.

”Jeg kan kun anbefale andre at tage ud i verden. Hvis jeg skal give et par råd med på vejen, så er det at stole på befolkningen, at give sig hen til kulturen og de præmisser, der findes på stedet”.

”Nu gælder det sommerferie og derefter skal jeg i gang med mit etnologistudie, som jeg glæder mig meget til at starte på”.