Kathrine og Hege Silje fik en menneskelig og faglig øjenåbner i Uganda. Nu er de hjemme igen, men rejsens oplevelser hænger stadig i kroppen.

”Helt tilbage fra fysioterapeutuddannelsen snakkede min norske veninde Hege Silje og jeg om at prøve kræfter volontørarbejde i et andet land inde for vores faglige område. Månederne gik deres ustoppelige vej, men det gjorde drømmen ikke, og nu skulle det altså være! Vi rejste til Uganda og tilbragte 10 uger på et børnehjem for handicappede – et projekt vi havde fundet hos Save A Heart. Og allerede her vil jeg sige; du kan forberede dig på mange ting, men du bliver aldrig mental parat til dét syn, som rammer din nethinde, når du allerførste gang besøger børnehjemmet. Det er næsten ubegribeligt, hvor få ressourcer børnehjemmet har, og på samme måde er det næsten ikke til at kapere den tilstand, som mange af hjemmets beboer er i. Det skal endelig ikke forstås sådan, at opholdet var forfærdeligt. For det var det ikke! Tværtimod. Det var bare så langt fra danske standarder, både sygdoms og ressourcemæssigt, at éns fantasi dårligt kan fremmane et billede af det, før man oplever det,” udtaler Kathrine Asker Løkkegaard, som til dagligt arbejde hos Quick Care i Vejen.

Hvad er fysioterapi egentlig?

”Vores primære ansvarsområde var jo i terapidelen. Vi bistod med ekstra hænder, hvor det var nødvendigt. Børnehjemmet havde i forvejen to ergoterapeuter ansat, derfor var det i højere grad vores opgave at højne børnenes funktionsniveau. Fysioterapi handler jo i bund og grund om at hjælpe nogen med noget, så de bliver i stand til at kunne klare sig selv. Derfor fokuserede vi på børnenes muskler og led for at kunne identificere, hvordan vi kunne styrke de enkelte patienter.

De fleste mennesker kan godt lide ’sjov’

”Der var omkring 42 børn, som var inddelt i tre værelser. Børnene lå på måtter, og andre sad i ramponerede kørestole, hvor der eksempelvis manglede hjul. Derudover havde pædagogerne ansvaret for omkring seks børn. Herhjemme betragter man ét multihandicappede barn som et fuldtidsarbejde. Det var disse præmisser, som vi arbejdede under, og det var i den grad en øjenåbner. Både på ondt – men også på godt. Vi fik meget stor ros for vores fremgangsmetoder. De ansatte stillede sig nogle gange helt uforstående over for de resultater, som vi leverede, og de spurgte os: Hvordan har I overhovedet fået de patienter i terapirummet, de plejer at være helt hysteriske? Hege Siljes og min egen tilgang er meget menneskelig, og vi satser på at diverse øvelser skal være sjove. Mennesker, syge som raske, vil som regel hellere noget, når det er sjovt – og derfor tror jeg, vi kunne rykke mange af patienterne rigtigt langt. Vi medbragte en form for overskud, som de ansatte ikke besad – eller muligvis begravede i glemsel hos den enkelte, når de vidste, at fem andre patienter også skulle tilses. Deres tilgang var ikke decideret forkert. Den var bare lidt mekanisk og samlebåndsbaseret.”

Den terapeutiske gåtur

Vi boede omkring 25 minutters gang fra børnehjemmet, som ligger i udkanten af Jinja. På denne lille strækning talte vi gerne dagen igennem. Det var sådan vi tacklede nogle af de ting, som vi havde oplevet. Det var guld værd. Gåturen var nærmest terapeutisk i kraft af, at vi fik sat ord på hændelser, og at vi var i stand til at lade arbejdsdagen ligge, når vi fik fri.

Tilbage i Vejen

Nu er jeg tilbage på jobbet i Vejen, og jeg har med patienter at gøre, som får hjælp af velfærdssystemet på én eller flere måder, men som stadig brokker sig – eller er utaknemmelige for det de har. Jeg skærer absolut ikke alle over en kam, men rejsen har da givet noget perspektiv. Ergoterapeuterne på børnehjemmet i Jinja fik om måneden en mindre i løn end det, en kontanthjælpsmodtager herhjemme får om dagen. Nogle mennesker herhjemme ville have utroligt godt af at tage på den rejse, som jeg nu er kommet hjem fra – men som forhåbentlig vil blive i min krop i en god rum tid endnu.