Kamma Bay Eriksen

Inden Kamma og hendes efterskoleveninder rejste til Tanzania, gjorde de den gode gerning at hjælpe et børnehjem i Kenya.

”Jeg har sabbatår nu, og jeg har altid gerne vil se noget af Afrika. Hos Save A Heart fik jeg anbefalet Kenya som et smukt land, der både kunne byde på en række konkrete arbejdsopgaver, men som også var sikkert at rejse i. Efterfølgende ville jeg og mine to veninde fra efterskolen tage videre til Tanzania, hvorfor det jo også gav lidt mening at vælge Kenya. Save A Heart havde arrangeret, at vi blev hentet ved lufthavnen i taxi og kørt til børnehjemmet, hvor vi skulle arbejde. Vi var helt vildt spændte på, hvad der skulle ske – velvidende om, at de næste otte uger skulle tilbringes her – i Karen Blixens afrikanske hjemby, Ngong. Da vi drejede af hovedvejen, blev virkeligheden ligesom en af reklamerne fra Børnefonden. Børnene løb efter vores bil hele vejen op langs indkørslen til børnehjemmets indgang, og da vi steg ud, blev vi overdynget af velkomne hilsner, glæde og smil,” griner Kamma Bay Eriksen, der rejste med Annesofie Køhler Olesen og Gunnhild Arnadottir.

Det startede med tre forladte børn

”Børnehjemmet blev i sin tid en realitet ved, at vores værtsmor, Rachel, adopterede tre børn. Siden hen er der kommet flere børn, støttefonde og frivillige hænder til. I dag er det et smukt projekt, hvor der også er koblet en skole til, således at de mindste kan modtage undervisning i nursery classes. Når børnene bliver ældre må de starte i anden skole, sådan at deres læring matcher deres alder. Én af vores faste opgaver var desuden at gå ud med mad på denne skole, som lå 40 minutters gang derfra – for at sikre, at børnehjemmets ældre børn fik ordentlig frokost, mens de var i skole. Børnehjemmets ejere fungerede også som vores værtsfamilie. Det var en ret speciel oplevelse, fordi vi både arbejdede og boede samme sted. Faciliteterne var rigtigt fine, da vi havde egne værelse og rindende vand på badeværelset, hvilket mange i Kenya vist ikke kan prale af. Derudover så var det også en befrielse at have volontørarbejdet og værtsfamilien kombineret. Det gjorde nemlig, at der ikke som sådan var nogle faste arbejdsrammer, men at det var meget op til den enkelte, hvor meget man ville lægge i arbejdet. Vi legede med børnene og hjalp til i undervisningen så godt, som vi kunne, men det var også tilladt at tage en off-day, hvis det var dét, man havde behov for.

Den umiddelbare grund til at rejse

”Vi mødte ikke nogle nævneværdige besværligheder på rejsen, og vi var rigtig glade for projektet! Den eneste udfordring, vi egentlig mødte, var omstillingen i at komme fra én kultur til en fuldstændig anden, men det er jo en sund udfordring – og vel egentlig den umiddelbare grund til, at man i første omgang tager af sted. Altså, at man vil prøve noget anderledes. Når det er sagt, så ved jeg, at nogen fortrækker at rejse alene. For mig var det derimod en stor fordel at rejse sammen med mine veninder. Det gjorde, at vi undervejs havde nogle at dele oplevelserne med – og bearbejde tingene med, mens vi var i processen. Derudover så er det jo også fordelagtigt, når man endelig kommer til Danmark igen og skal fortælle om rejsen. Tre hjerner husker bare bedre end én.”

Du kan se flere billeder her

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark