Julie Heegaard

Julie rejste til Vietnam for at opleve kulturen på en anden måde og som en helgardering til, når hun søger ind på medicinstudiet.

”Det havde længe været min plan, at jeg gerne ville rejse rundt i Sydøstasien under mit sabbatår, men jeg ville også gerne arbejde som frivillig for ikke kun at se hele molevitten med en backpackers øjne. Ude på mit gymnasium kom der på et tidspunkt forskellige rejseorganisationer, og Save A Heart fangede min interesse, hvorefter jeg undersøgte mulighederne for at komme til Vietnam. Ud over at rejsen skulle dække min trang for at opleve østens mystik, så tjente mit to måneders ophold i Vietnam også et andet formål. Jeg søger nemlig ind på medicin, hvor humanitært arbejde altid gavner på cv’et og ansøgningen, derfor valgte jeg naturligvis at arbejde på et børnehospital og daginstitution for børn med mentale vanskeligheder. Det var to meget relevante, men forskellige steder – børnehospitalet var erfaringsmæssigt mest givende, men daginstitutionen styrkede virkelig også éns personlighed. Jeg syntes kombinationen af de to arbejdspladser var særdeles fordelagtig,” udtaler Julie Heegaard.

En perfekt kombination

”Jeg arbejdede i Hanoi, hvor min arbejdsdag var opdelt i to kapitler – jeg mødte ind kl. 09:30 på børnehospitalet, hvor jeg hjalp personalet, hvor det var muligt. Da jeg ikke er medicinsk uddannet eller under uddannelse, så kunne jeg ikke bistå i det lægelige arbejde, så min rolle var ofte at sprede solskin hos de børn på hospitalet, hvor forældrene ikke kunne være der. Det kunne foregå gennem leg, spil og gåture. Efter en tre timers frokostpause, hvor jeg fik set diverse museer, templer, monumenter, attraktioner, caféer og restauranter, så mødte jeg senere ind på daginstitutionen for børn med psykiske problemer. Mange af dem havde autisme i en eller anden form, men der var også en del andre sygdomme på spil. Her var arbejdsoplevelsen som førnævnt en smule anderledes fra det, som jeg oplevede om morgenen – her fik man nemmere en relation til børnene, fordi de kom fast – det var jo ikke tilfældet på hospitalet, hvor børnene fløj ud og ind. På daginstitutionen kunne jeg se gensynsglæden hos børnene, og når jeg mødte ind og på børnehospitalet kunne jeg mærke, at min tilstedeværelse også gjorde en stor forskel for patienterne. Jeg havde også muligheden for at vælge det ene eller det andet sted, men jeg syntes, at sammensætningen var fantastisk, fordi det medførte så mange varierende oplevelser.”

Få styr på sproget og rejs minimum en måned

”I Hanoi boede jeg hos en værtsfamilie, hvilket jeg synes, man bør gø
re. Det var helt perfekt! Forældrene havde begge studeret i USA og kunne derfor flydende engelsk og derudover, så gik de meget op i, at deres børn også skulle lære sproget. Jeg blev lynhurtigt inkluderet som et ekstra familiemedlem, og det var en fantastisk mulighed for at lære kulturen ordentligt at kende. Den største udfordring ligger uden tvivl i, at mange vietnamesere ikke kan tale engelsk. Heldigvis blev jeg introduceret til begge arbejdspladser af engelsktalende volontører. Derudover så synes jeg virkelig, man skal tænke over rejsens længde – den må endelig ikke blive for kort. Jeg hørte om nogle fra en anden rejseorganisation, som kun arbejdede frivilligt i en uge, og det kan jeg slet ikke se meningen med. Man når jo knap nok at begynde, før man stopper igen. Så hvis man har mulighed for at være et sted i længere tid, så synes jeg, man som minimum skal regne med en måned. Slutteligt, så er det også en god idé at have styr på sit engelske sprog – for hvis man hverken kan det, eller nationalsproget, så er man lidt på herrens mark.”