Josefine Gade Kristensen
Efter Josefine var blevet udlært hos ILVA, havde hun udsigt til et lovende job. Hun valgte i stedet at tage til Cambodja og hjælpe HIV- og AIDS-smittede børn.
”Jeg blev udlært som elev i Ilva, og det var også i denne koncern, jeg blev tilbudt job. På trods af udsigten til en rimelig god arbejdsstilling, så fravalgte jeg jobmuligheden til fordel for frivilligt arbejde i udlandet. Jeg trængte til at prøve kræfter med noget nyt, prøve mig selv lidt af og at give noget igen. Jeg fandt løsningen på Save A Hearts hjemmeside og blev især fascineret af projektet i Cambodja for ’Børn med HIV’. Jeg vidste i forvejen ikke meget om denne sygdom, så der var blandede følelser i kroppen, da jeg første gang satte mine ben på børnehjemmet i Phnom Penh – velvidende om, at jeg skulle arbejde der de næste 13 uger,” siger Josefine Gade Kristensen fra Viborg, der snart tager til Australien for at studere til eventkoordinator og finansøkonom.
Frivillig engelskundervisning
”Børnehjemmet var lidt specielt, da der boede omkring 50 børn samtidig med, at der også var udefrakommende børn. Det var primært disse, som modtog engelskundervisning. Og ’undervisning’ er måske så meget sagt, da det egentlig mere var forskellige aktiviteter, hvor engelsksproget var kerneelementet. Vi kunne ikke lægge nogen faste engelsktimer, da vi aldrig vidste, hvor mange der ville dukke op. Så derfor var min og de ansattes opgave i lige så høj grad at støtte børnene i alle mulige andre sammenhænge og at overbevise dem om, at der hverken er noget i vejen med at have HIV eller AIDS. Så vi skulle være rollemodeller i det daglige og være klar til at lære dem engelsk, hvis de havde kræfter og lyst til det – så ’undervisningen’ var meget mere et frivilligt tilbud end noget obligatorisk.”
Hvad er hun nu for én?
”Det første lange stykke tid var meget hårdt, fordi jeg skulle lære så mange nye børn at kende, som alle var meget afkræftede og generte. Derudover så var jeg mig bekendt den første hvide frivillige, de havde haft i lang tid. Det tror jeg også medvirkede til, at de holdt sig lidt på afstand og tænkte: Hvad er hun nu for én? Der var ikke megen struktur eller reglementer på børnehjemmet, som skulle overholdes, fordi børnenes ve og vel kom i første række. Det gjorde det især vanskeligt for en mig som udefrakommende frivillig, fordi jeg ikke kendte de daglige rutiner, og derfor i et stykke tid ikke rigtigt vidste, hvad jeg kunne bidrage med. Men efter nogen tid, så fik jeg vendt udfordringerne til muligheder, og så begyndte jeg selv at tage initiativ til at hjælpe børnene på min måde. Jeg fik især rigtigt god relation til to piger, hvoraf den ene havde brug for psykologisk hjælp, da hun var begyndt at skære i sig selv. Jeg fik skabt kontakt til en psykolog – og langsomt blev jeg involveret i flere og flere skæbner på børnehjemmet.”
Aldrig skræmt – kun nysgerrig
”Der var konstant en læge og en sygeplejerske på børnehjemmet af hensyn til smittefare og børnenes generelle helbred. Det var også de disse to mennesker, som satte mig ind i hvilke forholdsregler og tanker, jeg burde gøre omkring HIV- og AIDS-smittede mennesker. Efter at have snakket med dem, så finder man ud af, at det faktisk er svært at blive smittet. Derudover så lod man sjældent mærke til det i hverdagen, da langt de fleste af børnene så sunde og raske ud. Men den første dag, så var der naturligvis en masse indtryk, som skulle bearbejdes. Men jeg var på intet tidspunkt skræmt eller bange for at være der. Tværtimod, jeg var utrolig nysgerrig, fordi jeg ikke kendte noget til denne forfærdelige sygdom.”
Du kan se flere billeder her