Jessica Sanchez

Jessica og de andre volontører blev bekræftet i, at selv en lille indsats kan have store følger. Det erfarede hun på et peruviansk børnehjem for piger.

”Jeg har tidligere forsøgt mig med et tre ugers volontørarbejde i Guatemala med min højskole, og livet som sydamerikansk frivillig gav mig kun blod på tanden. Jeg måtte opleve mere. Derfor tog jeg afsted igen. Denne gang gik rejsen til Peru, hvor jeg arbejdede på et børnehjem for 30 piger i 8 uger. Det var dén rejsedestination, som lå tættest på Chile, hvor min far kommer fra – og som jeg også rejste videre til, da min projektperiode var ovre. Jeg vil på sigt gerne uddannes som pædagog, og derfor har rejsen jo også relevans,” udtaler Jessica Gry Herrera Sanchez, der har søgt ind på VIA i Århus.

Et uforpligtende legekammeratstilbud

”Arbejdsdagen forløb fra kl. 15-17, så jeg ved ikke rigtigt om, man overhovedet kan kalde det ’arbejdsdagen’. Den første halvdel af min projektperiode havde pigerne ferie fra skolen, hvilket vil sige, at de havde leget hele dagen, da vi ankom. Det gav lidt nogle vanskeligheder for os frivillige, der kom med bunker af energi, som vi gerne ville bruge sammen med børnene. Men, man kan ikke forvente, at børnene partout skal være i legehumør. Vi stillede vores frivillige hænder til rådighed; vores tilstedeværelse blev i børnenes øjne betragtet som et uforpligtende legekammeratstilbud, som de kunne afslå, når det passede dem. Man kunne i starten godt føle sig lidt akavet og malplaceret, fordi der ikke var nogen ansatte, der introducerede eller igangsatte et program. Så vi lærte på den hårde måde, at det virkelig kunne betale sig at have planlagt nogle aktiviteter inden kl. 15 – både for børnenes og vores skyld. Det gav lidt mere mening for os volontører, da børnene begyndte i skole igen. Her steg kursen i vores nærvær. Det gjorde nemlig, at vi havde noget givtimageigt og konkret at kaste os over, da de kom hjem – nemlig lektiehjælp.”

Der blev spist, når maden var varm

”Da vi kun arbejdede 2 timer hver dag, havde jeg hele morgener, formiddage, middage og aftener til at udforske Cusco. Jeg fik en træningsmorgenrutine op at køre, spiste med min værtsfamilie, og de resterende timer brugte jeg gerne i selskab med Cuscos mange historiske ruiner og små caféer. Save A Heart har et samarbejde med en peruviansk organisation, som arrangerer mandagsmøder og torsdagsaktiviteter. Herigennem lærte jeg alle de andre frivillige at kende, og det gjorde, at jeg aldrig var helt på herrens mark, da der næsten altid var nogle, som man kunne fordrive tiden med. Jeg kunne heller ikke sætte en finger på værtsfamilien eller deres faciliteter. Min værtsmor havde haft frivillige boende i 17 år, så hun havde virkelig krammet på, hvordan tingene skulle gøres. Én kulturel forskel, som virkelig gjorde indtryk hos mig var dog måden, de spiste på. Folk ventede aldrig på hinanden, når de spiste om samme bord. De spiste, når tallerkenen var varm, hvorimod vi i Danmark gerne gør en dyd ud af at nyde måltiden sammen. Men med mange mennesker omkring sig i en travl hverdag, så giver det jo meget god mening at spise, når maden rent faktisk stadig er lun.”

De kunne godt overleve uden, men…

”Nogle ville måske tænke, at vores indsats i form af to arbejdstimer hver dag var overflødelig – og jo, børnene kunne formentlig godt overleve uden frivilliges support. Men jeg kunne se på pigerne, at de hyggede sig, og det var det essentielle for mig. Det blev især bekræftet på afrejsedagen, hvor de bad mig om aldrig at forlade børnehjemmet, og de håbede, at jeg ville blive bare lidt længere. Det var trist, men det var også en blåstempling af at vores ambitioner, aktiviteter og indsats havde medvirket til noget direkte positivt. De havde i hvert fald fået en lidt bedre hverdag i to måneder, og det er jeg glad for.”