Jeanet Hansen
Først rejste Jeanet til Ghana, da det ikke var nok, rejste hun efterfølgende til Peru. Hun oplevede to skolesystemer, der var forskellige som slud og solskin
”Jeg elsker at rejse, og jeg har oplevet mange dele af verdenen på mange forskellige måde, men jeg havde aldrig kombineret min rejseentusiasme med frivilligt arbejde, før jeg valgte at besøge Ghana og Peru med Save A Heart. Jeg fandt Save A Heart på nettet, og denne organisation lod til både at være blandt de billigste samtidig med, at den havde de mest interessante projekter. Efter at være hjemvendt kan jeg konkludere, at min research og intuition ikke tog fejl – det var det hele værd. At arbejde som volontør i et andet land kun kan anbefales, da man lærer utrolig meget om den pågældende kultur, men også en hel del om sig selv. I Ghana, hvor jeg boede i en lille by ved navn Nsuta i 9 uger, kom jeg til at undervise på en nærliggende skole. Efterfølgende var jeg hjemme i en måned, så oplevelserne kunne dæmre lidt. Herefter tog jeg videre til en peruviansk skole i Cusco i 12 uger, hvor jeg assisterede som hjælpelærer i idrætstimerne. Det har været to meget forskellige oplevelser, hvor jeg synes man bør vælge Ghana, hvis man virkelig vil rystes og have en på opleveren. Hvis man derimod søger en traditionsrig kultur, der minder mere om den, vi har i Danmark, så er Peru virkelig også en flyvetur værdig.” udtaler Jeanet Sjømann Hansen.
Du må være den nye vikar?
”I Nsuta boede jeg hos en værtsfamilie, hvor der absolut ingen luksus var. Strøm og vand var knappe og utilregnelige ressourcer, og badet foregik i en spand. Generelt kan man sige om jobbet på skolen, at det var meget ustruktureret, hvis man sammenligner med danske standarder. De ansatte på skolen vidste ikke rigtigt, hvad min funktion var, så når jeg var til stede, så gik læreren, da han troede, jeg var en slags vikar. Jeg prøvede at forklare forstanderen, at jeg skulle være der sammen med læreren for at give børnene noget ekstra i den undervisning de allerede fik, og at jeg altså ikke var substitut så han kunne holde fri. De forstod det aldrig helt, hvilket var lidt en udfordring. Jeg vendte det til min egen vinding og begyndte at undervise på den måde, som jeg syntes gav mening. Væk med de gamle slavegrammatiske bøger og ind med lærerig leg, teater og sang. Det endte altså med, at jeg blev skolelærer i engelsk i fjerde, femte og sjette klasse.”
En verden til forskel
”Den første uge i Ghana var en smule op ad bakke, så det var lidt af en arbejdsmæssig og kulturel omvæltning, der skyllede ind over mig, da jeg satte mine ben i Cusco og tænkte: Det her bliver simpelthen for fedt! I Peru mødte jeg en værtsfamilie, som tog imod mig åbne arme. De havde et hus, som havde vinduer og døre og en seng, som ikke brasede sammen, når jeg lagde mig i den – hvilket lidt var modsætningen til, hvad jeg oplevede i Nsuta. Den største forskel, som jeg mødte herskede mellem børnene og deres forældre. I Ghana var forældrene ligeglade med, om deres børn var i skole eller andre steder, så længe de kom hjem og hjalp til i huset senere på dagen. I Peru var der langt større opbakning fra forældrene, hvilket også gav et positivt løft i undervisningen, fordi børnene var blevet opdraget med, at man tager skolen seriøst. I Cusco var jeg som sagt kun hjælpelærer, hvilket var meget heldigt, da mine spanskegenskaber slet ikke rakte til at have klassen selv. I Peru taler man kun spansk, og kun ganske få kan forstå engelsk, så det er en god idé at øve eller kunne spansk inden man tager af sted.
