Hjalte Quist Johansen

Hjalte oplevede de mange modsætningsforhold hos den danske og nepalesiske kultur, da han besøgte Pokhara og underviste på en skole.

”Jeg opsøgte en kultur, som oplevelsesmæssigt var mærkbar forskellig fra den, vi har herhjemme – og et land, der samtidig havde gode vandringsmuligheder. Derfor var det veloplagt at besøge Nepal. Her fik jeg chancen for at vandre i Himalayabjergerne i Annapurna-bjergkæden. Jeg besøgte bjergene to gange og har omtrent gået 300 kilometer. Det var helt ubeskriveligt smukt og hårdt. Rent kulturelt så ser jeg efter min hjemkomst stadig kun flere forskeligheder end ligheder. Så jeg fandt, hvad jeg ledte efter – i udkanten af Pokhara. Her underviste jeg 25 elever fordelt på fem klasser på en lille skole i henholdsvis engelsk og matematik i 12 uger. Skoleprojektet sørgede for, at børn af den socialøkonomiske laveste klasse fik mulighed for at tage en uddannelse. Skoledagen begyndte kl. 10 og fortsatte frem til kl. 16, hvor der kun var indlagt én ugentlig skemafri dag om søndagen. Denne rejse, som jeg købte hos Save A Heart, har grundliggende været for oplevelsens skyld. Men det har også været en oplevelse, som jeg aldrig ville være for uden,” udtaler Hjalte Quist Johansen, som er uddannet på HTX i Kalundborg.

Det er nærmest som om, vi ikke kan lide hinanden

”Én af de absolut mest nævneværdige aspekter ved at rejse på denne måde var, at jeg residerede hos en værtsfamilie, hvilket gjorde, at den nepalesiske kultur blev utrolig nærværende og håndgribelig. Det var en fantastisk familie, der bestod af tre børn og to forældre, hvor både moderen og faderen talte forståeligt engelsk. Når jeg reflekterer over rejsen, så slår det mig jævnligt, hvor uensartede vi egentlig er rent kulturelt. Den måde, hvorpå de imødekommer mennesker, er helt enestående. I Nepal taler man sammen. Der er ikke noget abnormt ved at have en længerevarende samtale med én, som man lige har mødt på gaden. Her hjemme henvender man sig udelukkende til andre, hvis man har et formål. Ligeledes sidder vi gerne forskudt i bussen i Danmark; det er nærmest som om, vi ikke kan lide hinanden. I Nepal derimod opsøger man hinanden, man værner om det sociale fællesskab, og man brokker sig ikke i lige så høj grad, som visse danskere er tilbøjelige til. De nepalesiske folk forlanger ikke så meget, de beklager sig sjældent – og de smiler over det, som de har. Det erfarede jeg især hos min værtsfamilie, som inkluderede mig i alle deres familiære aktiviteter. Jeg var ikke bare en besøgende volontør; jeg var en del af familien, og det kunne jeg virkelig godt lide.”

Når aftaler er vejledende

”Arbejdskulturen i Nepal står ligesom så mange andre ting i diametral modsætning til det, man kender fra Danmark. I vores dagligdag er det målsætninger og effektiviseringer, som er drivkraften i arbejdsdagen. I Nepal derimod lader det til, at langt de fleste gør, hvad de har lyst til – når de har lyst til det. Det mærkede jeg blandt andet på skolen, hvor jeg underviste. Af og til manglede der en lærer, og det var der ikke nogen, som stillede spørgsmålstegn ved, fordi de respekterede, at vedkommende formentlig hellere ville lave noget andet end at arbejde lige den dag. Denne frihed udmøntede sig også i det ansvar, som jeg havde over for eleverne, hvor intet var planlagt på forhånd. Det var mit ansvar at sørge for, at eleverne lærte noget, og det var jeg helt tryg ved, da mine engelskegenskaber var væsentlig bedre end de andre læreres. Friheden kom også til udtryk, når man havde aftaler med kollegaer. Min opfattelse er, at aftaler i Nepal er mere vejledende end direkte bindende, og det giver da en vis form for fleksibilitet – som lige tager lidt tid at vænne sig til, men som også er ganske vanedannende.”