”Vi har været til flere uddannelsesmesser, hvor forskellige organisationer reklamerede for deres turer, og vi var til infomøder hos adskillige organisationer, hvor det begyndte at pege i retning af, at vi skulle til Filippinerne – lige indtil vi så muligheden for at komme til Thailand med Save A Heart. Børnehjemsprojektet lød interessant, og det tiltalte både mig og min gymnasieveninde, Henriette. I to måneder arbejdede vi på et børnehjem i det nordlige Thailand i bjergbyen Chiang Mai, hvor der var 26 børn. Da børnene naturligvis havde en skole at passe i dagtimerne, havde de kun brug for assistance på børnehjemmet mellem kl. 16 og 19. Men her fik de også al den energi, som vi kunne give dem” udtaler silkeborgensern fra Kjellerup, Gitte Tind Kristensen, der snart begynder på sygeplejeskolen i Viborg.

”Vores oplevelse af børnehjemmet var intet mindre end positiv. Det eneste negative var, at vi kun havde tre timer med børnene om dagen, hvor vi nok havde håbet på, at det mindede mere om en otte timers arbejdsdag, som vi kender herhjemme fra. Men det betød jo også, at batterierne var helt ladet op, når vi ankom og kunne give den fuld skrue med lektiehjælp i engelsk, volleyball, spil – og ja, bare være til stede fuldt ud. Børnene var også meget interesserede i at få os med i deres lege, men andre gange kunne man også mærke, at de nogle gange tog lidt afstand fra os. De er jo vant til at frivillige kommer og går, og derfor lægger de ikke meget i den relation, der opstår mellem dem og volontørerne. De vil nødigt knytte alt for stærke bånd. Derfor var det helt klart hårdest for Henriette og jeg, da vi skulle sige farvel på børnehjemmet. Nogle ville måske sige, at det er forkert, at man tager ned til nogle børn og giver dem omsorg og kærlighed, hvorefter man vender snuden hjemad igen. Det kan der sikkert godt være noget i, men jeg tror stadigvæk på, at situationen havde set slemmere ud, hvis volontører udeblev fuldstændigt.”

”Børnene var typisk på børnehjemmet pga. økonomiske årsager – deres familie havde simpelthen ikke råd til at have dem boende. Det har været en øjenåbner af format. Sådan en tur får virkelig tankerne i gang omkring, hvor møgforkælede danske børn er med alle deres iPhones, iPads og andre materielle goder. Børnene i Thailand havde intet, men var glade og smilende hele tiden. De havde hinanden, de havde livet og så havde de en meget stærk tro på gud. Børnene bliver opdraget i de kristne værdier, og jeg kan huske en aften, hvor tre af pigerne sang så smukt for, at håret rejste sig. Det var ’Amazing Grace’ og ’You Raise Me Up’. Jeg vidste ikke, at thailandsk gospel eksisterede, men det var fantastisk.”