Fie Ottesen

IMG_1554
Fie Ottesen

”Min ansættelseskontrakt hos et TV- og produktionsselskab udløb, hvor jeg arbejdede som produktionskoordinator, så jeg øjnende muligheden for at komme lidt væk, opleve noget andet og lave noget der gav lidt dybere mening. Jeg fandt Save A Heart på nettet og valgte at tage til Kenya for at arbejde på et børnehjem, og fordi Kenya er rig på forskellige dagsture, som man kan benytte sig af, når man ikke er på arbejde. Det var en slags kombination af skole og børnehjem for 50-60 børn, hvilket vil sige, at de, der boede der, blev undervist samme sted – men der kom også børn udefra for at modtage undervisning. Jeg skulle typisk hjælpe til hos de mindste, i den såkaldte nursery–undervisning, hvor børnene lærte basis engelsk, lavede tegninger og lignende,” siger Fie Ottesen.

Hanen er på bordet

”Jeg havde forestillet mig hjemmefra, at jeg skulle bo en i en primitiv lerhytte, men til min store overraskelse, kom vi til at bo i et fint hjem, hvor vi volontører endda kunne få hvert vores værelse. Vores værtsfamilie var simpelthen de sødeste mennesker, lige fra det splitsekund, hvor jeg trådte ind i deres hjem, følte jeg mig som en del af deres af familie. Vores værtsmor blev hurtigt til vores Mama – og vi blev til deres ’døtre’. De viste også meget hensyn til, at vi kom fra andre dele af jorden. Når de f.eks. lavede Ugali, som er et majsmelsbaseret brød og i øvrigt en af kenyanernes favoritter, så lavede de gerne ris til os, fordi de færreste fra vesten synes, at det smager godt. Derudover bestod menuen ofte af kød, kål og fladbrød – det var ikke sådan, at man f.eks. skulle spise melorme eller lignende. Jeg glemmer dog alligevel ikke den aften, hvor hanen skulle slagtes og på bordet. Til orientering, så har en gammel hane noget meget sejt, gummiagtigt – og ja, næsten uspiseligt kød.”

IMG_2335

Hvide sandstrande var ikke nok

”Efter jeg havde arbejdet i Kenya, tog jeg videre til Tanzania, Zanzibar for ar være helt præcis. Det kan virkelig anbefales, men hold da op en kontrast. Jeg kom fra Gilgil, som er en støvet og rusten lille landsby med hullede landeveje, hvor indbyggerne ikke er udpræget vant til at se turister – og så kom jeg til Zanzibar, hvor det vrimler med turister og hvide sandstrande. Jeg fortrød dog, at jeg ikke brugte længere tid i Kenya. Så jeg brugte efterfølgende noget tid i Mombasa, og tog så tilbage til den lille flække, hvor det hele begyndte. De relationer, der bliver skabt mellem én selv og børnene, er helt specielle. Der kommer jo mennesker ud og ind på børnehjemmet, og mange af børnene er så små, at de ikke forstår betydningen af et ’farvel’. Derfor tærer det sikkert også hårdest på en selv, men jeg vil foretrække at være der længere tid næste gang.”

Et smil læben hver dag

”Man skal ikke have været længe i Kenya, før det går op for én, hvor privilegeret man egentlig er. Det er livsbekræftende, at se nogle mennesker, der er så glade og taknemmelige for livet, når man tænker på, at mange af dem kun har en minimal brøkdel af de muligheder, som vi har. Det var simpelthen utroligt, og en fantastisk egenskab at se, hvordan disse mennesker – på trods af hård baggrund og dårlig opvækst – kunne frembringe et smil på læben hver dag. Overordnet set så oplevede jeg kenyanerne som et gæstfrit folkefærd. Alle steder var folk interesseret i én, og man følte sig både tryg og velkommen. Jeg vil dog opfordre de kommende rejsende til at være meget opsøgende! I Kenya bliver man nødt til selv at opsøge ting, hvis man vil have informationer omkring noget, ordne eller opleve noget. Der er ikke noget, der bliver serveret på et sølvfad, ligesom man kan opleve det på andre feriemål.”

Du kan se flere billeder her