Fie Nibré Gammelby Jensen
22-årige Fie Nibré Gammelby Jensen fra Møldrup er nylig hjemvendt efter en 6 ugers tur til Kenya. Før det studerede hun på handelsskole, tog derefter en 2-årig serviceøkonomiuddannelse for til sidst at ende som rejsekonsulent.
“Det er bare sådan en god måde at rejse på!”
”Jeg valgte Kenya, fordi Afrika er et spændende land, der har meget at byde på. Og så har jeg altid været grænsesøgende, så det at tage alene af sted som frivillig var at spænde mig vidt. Jeg ville udfordre mig selv og ved at være alene, ville jeg kunne komme i kontakt med flere mennesker og på den måde udvide mit engelske ordforråd.”
Projektet hvor Fie arbejdede, er opstået af, at et afrikansk ægtepar byggede deres eget hus, hvorefter de først tog 1 barn til sig, dernæst ét til og så fremdeles. I dag er der tilknyttet 56 børn på børnehjemmet, så huset nu har flere tilbygninger. De frivillige deles om 2 værelser. Der er ikke knyttet egentlige opgaver til børnehjemmet. De frivillige finder selv ud af, hvor behovet er størst. Det kan være, at arrangere lege for børnene, hjælpe med opvask om aftenen, hvilket Fie gjorde til sit helt eget hjælpeprojekt, eller bare være der for dem, der trængte til at snakke. Det blev gjort enten på engelsk, swahili eller fagter. Fie knyttede sig til flere af børnene, der alle har en svær baggrund. Specielt én lille pige, vagte Fies omsorg. Hendes bror var lige død af kræft og AIDS i julen og havde behov for at tale om sin sorg.
”Noget, jeg helt klart tager med mig hjem i hjertet er aftensangen. Hver aften blev der sunget sange, danset, trommet, og læst op af biblen. Sidstnævnte blev som oftest gjort af et af de større børn, og her taler vi om børn i alderen 11-13 år!” De større børn tog automatisk ansvar for de mindre. De frivillige bidrog med sponsorater, samtaler osv. Ægteparret tilbød mad og en seng.
Der er mange behov for et kenyansk skolebarn.
De færreste børn på børnehjemmet er direkte sponsorerede af andre voksne, og der er ellers meget, der skal betales for: Skoleuniformer, sko og strømper. Det kunne hænde, at en dreng blev sendt hjem fra skoleidræt, fordi hans trøje havde den forkerte gule farve. Selv om børnehjemmet løbende blev givet donationer fra forskellige organisationer, var det ikke altid nok. Fordi alle ikke var underlagt de samme vilkår, måtte sponsorerede børn ofte gemme deres ting fra andre, ikke sponsorerede. Der var rivalisering og misundelse. De frivillige gjorde en ufattelig indsats her. De ydede, hvad de kunne for børn, der ikke havde sko. Så måtte de købe dem et par. Andet kunne jo ikke gå! Frivillige fulgte de syge børn på sygehuset, men da børnene jo ikke havde midler at betale behandlingen for, gjorde de frivillige det.
Fie havde, inden sin tur, kontaktet Lego og spurgt om legetøj, enten 2. sortering, eller hvad de ellers kunne undvære – og fik 6-7 kg Lego at tage med i bagagen. Hun tog yderligere kontakt til firmaet HAMA og fik perler til at lave armbånd og halskæder. Som en ægte frivillig havde hun læssevis af tøj, blyanter og kuglepenne med til uddeling. Derudover donerede Lego et Legospil til en skole i et slumkvarter, som de på et tidspunkt besøgte. En masse balloner røg samme vej – til børnenes store glæde! Det eneste Lego anmodede om var, at Fie tog nogle billeder til dem.
Hvad har du fået ud af turen?
”Sangen om aftenen, dansene, trommerne, alle deltog. Børnene savner jeg og vores gode samtaler. Man bliver jo lidt knyttet til dem. Folk i almindelighed er så imødekommende, snakkesalige og har mange spørgsmål til vores land. Alt er anderledes her – og så smukt. Jeg rejste rundt og var på en 3-dags safari-tur, var i Mombasa på et hostel og var ude at dykke. Der var andre unge ligesom jeg, og vi kom i snak. Karen Blixen museet for foden af Ngong Hill var betagende og bandt Danmark og Kenya sammen.”
”Turen er gået over al forventning. Det kunne ikke blive meget bedre. Jeg syntes, at blandingen mellem at have arbejdet med børn samt selv at have taget rundt om i landet var en perfekt kombination. Man føler sig noget privilegeret, når man ser, hvorledes andre har det, vi tager for givet. Men – til deres forsvar – de kender jo ikke til andet.”
Hvad nu?
“Det har været lidt af et antiklimaks at komme hjem, men det er ikke slemt. Jeg elsker at rejse, så jeg vil af sted igen – til nye rejsemål. Efter sommerferien har jeg planer om enten at tage en bachelorgrad i erhvervsøkonomi med engelsk og – hvem ved – jeg skal til jobsamtale i et rejsebureau, for jeg kan rent faktisk rigtig god lide branchen. Jeg kan i hvert fald anbefale andre blot at tage springet, selvom de måske tvivler på sig selv. Det er en super og billig måde at rejse på. Man kommer meget tættere på både kulturen og befolkningen og lærer mange mennesker at kende – hvem ved – måske i mange år fremover!”
