Malou Henriksen

Hjælp andre – og hjælp dig selv. Malou ville gerne udvikles som menneske. Hun knækkede koden til evig taknemmelighed, så man kan sige, at det lykkedes i stor stil.

”Jeg havde sabbatår, som skulle bruges til noget fornuftigt, og den der klassiske idé med at tage til USA interesserede mig ikke rigtigt. Jeg ville derimod gerne ud at se og opleve en helt anden kultur, end den jeg kommer fra selv. Der var mange af de andre frivillige, som brugte det til supplement til den uddannelse, de havde – eller gerne ville have. Det var ikke mit tilfælde. Jeg ville bare gerne have en ordentligt en på opleveren og udvikle mig som menneske,” siger Malou Kasimir Graff Henriksen, der håber på at blive optaget på Design og Business på Københavnsk Erhvervsakademi efter sit sabbatår.

De udforskende spillopper

”Jeg arbejdede på et børnehjem, hvor der vist var omkring 25-26 børn, hvilket jo egentlig ikke lyder af meget. Men disse børn var i alderen 0-6 år, og nogle af dem var også handicappede, så det var utroligt tidskrævende. Man valgte selv hvilken aldersgruppe, man gerne ville arbejde med. På den måde kunne man nemmere knytte sig til nogle specifikke børn, og lederne på børnehjemmet var sikre på, at vi frivillige vidste, hvor vores ansvarsområder var henne. Jeg havde dem fra 1-2 år, som jo er nogle værre spillopper – de kan næsten gå, og de vil gerne udforske en helt masse, så det var faktisk rigtigt sjovt at følge deres hverdag. Børnehjemmet i sig selv var en kæmpe oplevelse, og især den enorme forskel, der er mellem, hvordan man gør tingene i Danmark i modsætning til Uganda. Børnene havde ingen bleer, da vi ankom, men efter at have snakket med personalet, så gik de med til, at børnene gerne måtte få stofbleer, sådan at de ikke gik rundt i – ja du ved nok – hele dagen.”

Vi fik på forhånd at vide, at vi ikke måtte græde

”De andre frivillige og jeg boede hos en værtsfamilie, og da vi først ankom til deres hus den allerførste nat, der tænkte vi vist alle sammen, at det var noget værre noget. Men efter at have boet hos dem i stykke tid, så fandt vi ud af, hvor privilegerede vi egentlig var. Det er langt fra alle i Uganda, der har både rindende vand og elektricitet til lys. Vi så, hvordan nogle af de lokale boede, og det var fuldstændigt sindssygt og udenfor ens fatteevne, hvor fattige nogle mennesker kan være. Vores værtsfamilie kørte også en non-profit organisation lidt udenfor byen i Jinja’s allerfattigste afkrog. Her så vi på helt tæt hold, hvordan fattigdommen rasede, og hvordan utallige mennesker var ramt af et alkoholmisbrug – typisk af det såkaldte Waragi eller Moonshining, som er lokalt, hjemmebrændt gin. Vi fik på forhånd at vide, at vi ikke måtte græde, fordi det kun ville forværre situationen og dermed disse menneskers liv – men når man ser døende far med sin eneste søn, som bor i ingenting, og ejer, absolut ingenting, så kan man ikke holde tårerne tilbage – det var decideret hjerteskærende.”

Det er en smule egoistisk

”Hvis jeg skal sige noget overordnet om mit ophold i Uganda, så havde jeg en forestilling om, at jeg skulle ned og redde hele verden, på trods af at dette ikke kan lade sig gøre. Derimod hjælper man nogle meget få mennesker i et lokalsamfund, hvor en lille måned faktisk er meget ubetydelig, hvis man kigger på helheden. Men den man hjælper i sidste ende, det er helt klart sig selv. Denne type ophold er en smule egoistisk synes jeg – man hjælper naturligvis andre, og gør et flot stykke arbejde, men det kan ikke måle sig med, hvor meget man får igen. Efter jeg er kommet hjem, så er jeg taknemmelig over så mange ting, som jeg førhen måske tog for givet. Opholdet og børnene er simpelthen fantastiske, og jeg er klar på at tage af sted igen. Jeg kan varmt anbefale Uganda – du giver så lidt, og får dobbelt igen!”

Du kan se flere billeder her