Elias Rasmussen, Medicin

image3(1)

Elias og Jonathan brugte tre sommerferie-uger på et ugandisk hospital, som viste sig at være den diametrale modsætning til dét, som de kendte hjemmefra.

”Jeg synes, det kunne være interessant at se, hvordan jeg kunne bruge min uddannelse i udlandet, hvor det samtidig gav pote på oplevelsesfronten. Rejsen til Uganda foregik på eget initiativ sammen med min ven Jonathan, hvor vi i tre uger prøvede vores kompetencer af inden for medicinstudiet på Jinja Regional Referral Hospital. Vi boede lidt uden for Jinja i en mindre by, der hedder Buwekla hos en værtsfamilie sammen med en håndfuld sygeplejestuderende. Det er rigtigt fedt at bo lokalt, da man interagerer med den virkelighed, som man i bund og grund er taget ned for at udforske. Billedet bliver ofte fordrejet, hvis man bor på et hotel eller hostel, synes jeg. Det var heldigvis også en del af Save A Hearts rejseløsning, som fungerede super godt – det gør utrolig meget at bo sammen med nogle, som kender omgivelserne, kulturen og sproget til fuldkommenhed,” siger Elias Broberg Rasmussen, der er 8. semesters medicinstuderende på Aarhus Universitet.

Redder liv med ekko fra kistebunden

”Da vi startede, blev vi fordelt lidt udover sygehuset. Jeg startede på obstetrisk afdeling, som tager sig af gravide og fødsler, og senere hen blev jeg flyttet til intern medicin, som tager sig af medicinske sygdomme som malaria, hiv, aids, tuberkulose og andre infektioner. Jeg har jo været på et dansk hospital før, og jeg må indrømme, at det er vanskeligt at pege på ligheder mellem et dansk og ugandisk hospital, da sammenligningen er så kontrastfyldt, som noget kan være. Herhjemme snakker man meget om spareplaner, at der er få midler, og at der bliver færre ansatte til et voksende antal patienter, hvilket resulterer i overarbejde. Disse antagelser bliver virkelig gjort til skamme, når man befinder sig på et hospital i Uganda, som absolut intet har. Det hele var et stort logistisk kaos, som havde ubeskriveligt få ressourcer. Den største udfordring for os medicinstuderende var derfor, at de behandlingsmodeller, som vi havde lært hjemmefra slet ikke kunne anvendes i praksis i Uganda grundet de manglende midler. Men det var utroligt spændende at snakke med og observere personalet, når de på én og samme tid forsøgte at holde udgifterne nede og redde liv. Det var gode lærepenge og en uforglemmelig lektie.”

Rejsen i sig selv er hele målet

”På intern medicin var vores rolle at deltage i stuegangen, undersøge patienterne og tale med den ansvarshavende læge om, hvad den pågældende patient havde brug for. Derudover så vi også et kejsersnit og en fødsel på obstetrisk afdeling. Men det mest lærerige var faktisk de desværre meget grelle eksempler på fremskredne sygdomme, som man kun sjældent ser på danske sygehuse. Vi var begge rimelig godt rustet til denne oplevelse, og vi vidste godt, at nogle patienter måske kunne have overlevet, hvis de var på et dansk hospital. Det var naturligvis hårde oplevelser, hvorfor jeg vil anbefale, at man snakke med sin rejsemakker om sådan nogle ting. Derudover så tog vi også vores forholdsregler sådan, at vi selv forholdte os uden for smittefare med f.eks. hjemmebragte handsker og håndsprit. Endelig så tror jeg, det er essentielt, at man forstår, at man ikke skal ned og kurere alle de syge. Rejsen i sig selv er mere for éns egen skyld, og derfor var den største oplevelse i Uganda også bare dét at se et hospital, der var så markant anderledes fra det danske sygehusvæsen. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man nogen tid efter står på et velfærdshospital i Danmark.”