Christina Wiesniewski
Christina og Maja oplevede Save A Hearts nyeste destination, Battambang. De mærkede den autentiske, cambodjanske kultur og levede drømmen ud sammen med de børn, som de underviste.
”Inden Maja og jeg selv tog til Battambang i det nordlige Cambodja, arbejdede jeg i en børnehave. Derfor ville jeg rigtigt gerne finde et frivilligt arbejde, som havde med netop børn at gøre. Den var Maja med på. Vi fandt frem til et børnehjem, hvor vi kunne overtage jobbet fra to andre frivillige, som skulle hjem igen. Turen til Battambang fra lufthavnen i Phnom Penh var en rejse i selv og ret speciel. Vi mødtes med vores kontaktperson, som Save A Heart havde talt med, og sammen kørte vi med en lokal bus fyldt med festglade og syngende Khmer-folk – i fjernsynet kørte nemlig den cambodjanske pendant til X Faktor, så alle sang og hujede af minibussens tv. Det første der mødte os var en flok af glade børn, som kom løbende og gav os den varmeste velkomst i hele Cambodja. Jeg har sidenhen tænkt over, hvor stor livsglæde de her små børn udstrålede på trods af, hvor lidt de ejede, og hvor få ressourcer børnehjemmet egentlig havde – det var fuldstændigt fascinerende,” siger Christina Philip Wiesniewski, der rejse med Maja Vink Jonassen.
Phnom Penh eller Battambang?
Byen Battambang var meget lokal i forhold til f.eks. Phnom Penh. Byen var væsentlig mindre og havde en derfor en mere rolig puls, hvilket gjorde, at man hurtigt følte sig tryg – også selvom man var ude om aftenen. Byen var ikke særlig turistet, og det medvirkede uden tvivl til, at der nogle gange blev sendt lange blikke eller besynderlige smil til én, fordi de ikke var vant til vestlige mennesker. Men det gjorde heldigvis også, at man ikke blev trukket fra venstre til højre for at skulle købe alle mulige ting, som man kan blive udsat for i storbyerne. Battambang er en provins, så hvis man vil have fest og farver, så skal man tage til Phnom Penh – men hvis man derimod søger et lidt mere autentisk og reelt billede af den cambodjanske kultur, så er Battambang stedet. Vi boede hos en værtsfamilie, som kunne huse op til ti volontører. Værtsfamilien udlejede nogle cykler til os for 10 $ pr. måned, hvilket gjorde, at vi lynhurtigt følte os hjemme i byen, og at vi nemt kunne komme til og fra arbejde. Derudover så ejede de en restaurant, hvor vi spiste næsten alle vores måltider. Det var vaskeægte cambodjansk mad – så vi startede dagen ud med fried rice eller fried nudles.
For ingen penge og en smule betænkelighed
Den egentlige grund til, at der var brug for os på børnehjemmet var, at de manglede nogle, som kunne lære børnene engelsk. Det var lettere sagt end gjort, da mange af dem ikke havde lært alfabetet endnu. Så der måtte vi starte. De lidt ældre børn kunne vi derimod godt lære nogle ord, sætninger og grammatiske regler, som gjorde, at de ville få nemmere ved at gebærde sig i samfundet – altså hverdagsengelsk. Vores undervisning foregik ude i det fri og gerne gennem lege eller rollespil, hvor vi havde konstitueret nogle situationer, hvor børnene så skulle gennemføre dem. Det kunne f.eks. være en kunde, der skulle bestille et eller andet hos en tjener. Men udover at undervise børnene, så synes jeg også, man skal bruge nogen ekstra tid med dem. Vi ristede eksempelvis skumfiduser med dem og lavede snobrød i weekenden, og vi fejrede børnehjemslederens 21 års fødselsdag med slik, sang, god mad, limbo og ballondans. Han var aldrig blevet fejret før i sit liv, så han var utrolig rørt. For ingen penge og en smule betænkelighed, så kan man gøre dem så glade – og man får det dobbelte igen.