”Jeg er i gang med medicinstudiet og trængte til at opleve noget andet, men ville stadig gerne bibeholde min tilknytning til faget. Når man arbejder i andet land, tror jeg, man bliver mere integreret i kulturen og bedre forstår, hvad landet egentlig går ud på. Jeg valgte at rejse til Peru i seks uger, da landet efter min mening var mere civiliseret end f.eks. mange afrikanske lande – og jeg ville gerne til en destination, som i en eller anden udstrækning havde samme arbejdsmetoder, som vi havde lært på medicinstudiet på AU. De første to uger af mit ophold gik med at genlære det spanske sprog, hvilket er strengt nødvendigt i Peru, og de sidste fire uger arbejdede jeg på en sundhedsklinik i Cusco. Oprindeligt havde min kontaktperson, som Save A Heart har forbindelse til, fundet en klinik til mig, hvor de talte engelsk og behandlede turistsygdomme – typisk højdesyge og diarré. Men jeg takkede nej til tilbuddet, da jeg ikke var interesseret i det ensformige arbejde med ligesindede vestlige turister. Jeg ville derimod gerne opleve Peru på godt og ondt, og sådan endte jeg på en sundhedsklinik, hvor mine patienter primært var spædbørn og spansktalende gravide peruanere,” udtaler Cecilie Daugaard.

”Sundhedsklinikken var, på trods af mine forhåbninger, meget ressourcefattig og primitiv. Hvilket betød, at jeg måtte anvende alternative arbejdsmetoder alligevel. Det var en stor og sej udfordring – men positiv! Jeg tror, det er vigtigt, at man tager til Peru med en vis respekt for, hvordan de gør tingene – og altså ikke forudsætter, at man skal revolutionere lægefaget i deres land, men derimod assistere deres forlængede arm og er behjælpelig på deres præmisser. Mange metoder og teorier, som jeg havde læst og lært om på studiet, blev derfor en smule uanvendelige, fordi de på sundhedsklinikken ikke havde samme ressourcer, som vi har i Danmark – og derfor også anderledes tilgange. Mange børn havde f.eks. gulsot eller underernæring, som rimelig nemt kan kureres herhjemme. Jeg så et barn, som led af gulsot. Huden var fuldstændig gul. Herhjemme ville man behandle dette ved at lægge barnet i en kuvøse med lys og hjælpe moderen med at amme ordentligt. Det er vigtigt, at det kureres, da konsekvensen ved ikke-behandling kan være svære hjerneskader. Men da ressourcerne var knappe på sundhedsklinikken, gjorde man sjældent andet end at råde moderen til at spise mere kød i håbet om, at proteinerne ville nå ud i modermælken og videre til barnet.