Camilla Stender Atzen

Åh, som tiden da går stærkt, og i dag (fredag) var det min sidste dag på skolen. Det var så skønt at komme tilbage efter påskeferien. Faktisk har jeg savnet eleverne helt vildt, og fik lidt tårer i øjnene, da P.3 råbte “yaaaaaaay!” Da jeg trådte ind i deres klasseværelse mandag morgen. De to uger efter ferien gik hurtigt, og nu er det altså min sidste dag.

Flere overraskelser og små gaver er blevet forberedt til dagen: Jeg har gennem de sidste par uger arbejdet på en bog, jeg vil donere til skolen, sammen med mit øvrige udstyr fra undervisningen. Heri har jeg skrevet ideer og forslag til, hvordan skolen kan gøre undervisningen mere spændende og sjov for eleverne – en hel masse små lege og rim og sange, der kan bruges i undervisningen – og så andre forslag til spas og underholdning, som for eksempel rundbold. Skolens vision er, at gøre stedet til en skole, børnene glæder sig til at komme tilbage på, og ikke kan vente til, weekenden er forbi. Og det håber jeg, jeg gennem mit ophold og donationer har og vil hjælpe til. Skolens administrerende direktør sad og holdte helt tale for mig, og jeg blev helt rørt over alt det, han sagde. Han sagde til mig, at skolen havde været velsignet at have mig, og så lige endda på et tidspunkt, hvor tingene havde været svære. At jeg havde tilvænnet mig Afrika og det at undervise så hurtigt, at han nærmest ikke kunne tro, jeg ikke selv var vokset op og var lærer her. Og den motivation og innovation jeg besad havde inspireret ham meget til selv at lave nye projekter, og forbedre skolen. Og det, jeg havde vist her, vidnede for ham i at jeg en dag ville blive en meget stor og vigtig kvinde. Så de ville en dag læse om Camilla, haha!

Jeg havde arrangeret nogle “ismænd” til at komme om eftermiddagen og give is til alle 200 elever og lærere (for den lille skilling af 100 kr!) og hvor var de oppe at køre, da jeg fortalte dem det – et kollektivt “yaaaaaaaaaaay!” Brød ud og de begyndte at danse og klappe! Inspektøren samlede eleverne for at give dem et par beskeder, og blandt andet også fortælle, jeg havde sidste dag. Pludselig blev han helt stille og ikke helt så fattet, den som gode mand nu altid er. Og så kunne jeg se, han var helt rørt.

Back to the land of the plenty

Shit… jeg skal hjem om fem dage! Wow! Kunne jeg ikke lige have sat en alarm på min telefon eller noget?? Tiden går jo lige pludselig alt for stærkt, jeg kan ikke følge med! I erkendelse af, jeg ikke havde gjort det mindste for at holde øje med min hjemrejse, og hellere måtte tjekke min billet, fik jeg lidt af et chok: De formodede otte dage, jeg havde tilbage, blev lige pludselig til fem. Og så blev jeg lige pludselig ramt af et præstationspres og stress, jeg ikke har prøvet før: Hvordan skal jeg da nå alt det, jeg stadig gerne vil, i dette skønne land, på fem dage?? De sidste få dage skulle planlægges ordentligt, der skulle siges farvel til mennesker, der på ingen tid var blevet nære venner, og jeg følte et pres til at nyde alting i øjeblikket, fastholde øjeblikket, som om det om lidt ville smutte fra mig. Det er ikke normalt at vise dybe følelser i offentligheden i Uganda, så jeg forsøgte virkelig at holde tårerne tilbage på min sidste dag på skolen, men et par stykker undslap alligevel. Selv fra inspektøren. Og i store mængder fra min søde værtsmor, Mama Zainah. Neto spillede meget cool, og sagde spøjst ”Hav det godt!” som om jeg skulle på en weekendtur. Jeg selv var lidt forvirret af det hele, og havde faktisk ikke rigtigt forstået, jeg nu skulle hjem. Ikke forstået det nok til at reagere på det, i hvert fald. Det føltes, som om jeg var uden for det hele, og observerede alting ske gennem en boble. Ak ja, så var det på tide at rejse hjem, selvom den tid kom alt for tidligt. I know, I know – det bliver farvel til kolde bade og posho. Og goddag til danske jordbær og lys, hver eneste gang, jeg trykker på kontakten. Men alligevel… Jeg vil sgu ikke! Jeg har vænnet mig til det fantastiske stressfrie, og generelt frie liv her! Snart kalder Danmarks faste rammer, uddannelse og arbejde i fritiden, og altings fasthed. Jeg vil ikke være med. Jeg vil blive her! For ikke at blive alt for nedtrykt, har jeg lavet en plus/minus liste, som kan minde mig om, der også er gode ting ved at skulle hjem.

Det bedste ved at komme hjem bliver:

  • Ingen kryb! Jeg klarer mig fint uden kakerlakker, malariamyg, myrer, der indvaderer maden, biller i bønnerne, og græshopper og termitter klarer jeg mig fint uden…
  • Genetablering af hygiejne! Åh, hvor glæder jeg mig til at lugte af noget andet, end sved og sure tæer! Hvor glæder jeg mig til, mine fødder ikke er brune af skidt, neglene sorte, og jeg ikke har diarré fucking mindst en gang om ugen!
  • Mine venner og familie! Jamen det siger jo sig selv, jeg savner jer!
  • Min seeeeeeng. Jeg kan nærmest høre min nakke og ryg skrige på min madras (der er tykkere end 7 cm’s skummadras), min topmadras og min dejlige Kronborg hovedpude, hver gang den knækker og gør ondt. Åh, jeg glæder mig!
  • Elektronik. Kære opvaskemaskine – hvor har jeg savnet dig! Og generelt mit tryk-på-en-knap-tilværelse.
  • God mad! Åh, jordbærsæsonen venter på mig. Og lasagnen, rugbrød, salat, og min dejlige, dejlige skyr med speltflager, frugt og mandler om morgenen! Som den foodaholic jeg er, burde jeg nok indrømme, jeg virkelig har cravet mad som den største ting hjemmefra, og det derfor nok er grund nr. 1 til at jeg savner Danmark!
  • Varmt vand i hanerne! Aldrig mere shampoo, conditioner, barbering, ansigtsmaske og bodyscrub under rindende isvand.
  • Ikke at skulle mases ind mellem en kæmpe krukke, tre andre ugandere og en kylling på et bussæde beregnet til tre. Åh, at have sit helt eget, personlige sæde. Jeg tør næsten ikke håbe på det!
  • Aldrig mere at skulle høre spørgsmålet ”How are you?” fra alle og fucking enhver, man møder på gaden! Argh, mit helbred eller humør ændrer sig ikke hvert femte minut, vel??
  • Aldrig mere afrikansk tid. ”It was raining” skal ikke længere godtages som en undskyldning for at komme for sent. Ah. Fra nu af vil jeg have ALT til tiden.

Jeg kommer til at savne:

  • Afrikansk tid. At ting aldrig sker til tiden. At det ALTID er i orden at komme for sent. At man aldrig behøver at skynde sig, eller få stress. At undskyldningen ”It was raining..” er en god undskyldning, jeg kan bruge, når jeg igen-igen kommer til at sove over mig – hurra for regntiden!
  • At skulle høre spørgsmålet ”How are you?” fra alle og enhver, man møder. Jo, selvom min danske hvordan-går-det-kvote sådan cirka blev opbrugt i løbet af en uge i Uganda, varmer det om hjertet, når fremmede ser dig direkte i øjnene på gaden, spørger hvordan du har det, og de dejlige, nysgerrige, interesserede børn, hvis eneste engelsk er ”How are you, mzungu?”
  • Mine ugandiske venner og familie. Ja, selvom tiden var kort, går bekendtskaberne dybt.
  • Koldt vand i hanerne! Jo, det var faktisk rart opkvikkende og forfriskende med sådan et koldt bad alligevel…
  • Det primitive liv. Sagde jeg virkelig det?
    Ja. For rundt om madlavningen over åben ild, opvask og vask i hånden, samt strømafbrydelser og grineflip over diarré, der ikke kunne skylles ud, var en særlig nærhed, der ikke findes i vores tryk-på-en-knap-tilværelse. Hvor smartphones bliver slukket, computeren pakket væk, og bøger og samtale bliver pakket frem. Det er dér, hyggen er.
  • At ”Oh no, ssebo, that is too much. You must reduce the price for me” nok ikke virker i H&M.

Ting, der aldrig, aldrig må komme uden for Ugandas grænser:

  • En stuvning af kogt majsmel, kaldet posho og porridge, er nummer et på listen. Nej, det klistrede, tørre stads kan de bare beholde dernede.
  • Den sorte skole. Nej, evindelige gentagelser og tørre tæsk er ikke den bedste måde at proppe viden ind i hovederne på uskyldige børn.

 

Ting, vi godt kunne lære af Uganda og uganderne:

  • Lidt almindelig høflighed! Aldrig har jeg følt mig så overrasket over menneskers almindelige venlighed; aldrig så ofte er der blevet åbnet døre for mig, båret tasker, smilet, set i øjnene, og sidst, men ikke mindst: Spurgt, hvordan jeg har det.
  • At stoppe med at brokke os. Jeg har ikke én gang hørt en ugander brokke sig, selvom de nok har virkelige problemer at brokke sig over, sammenlignet med vores ”store” problemer, som hvorvidt den næste ferie skal gå til Spanien eller Italien, eller næste computer være en PC eller en Mac.

Om at sætte pris på ting, man før tog for givet

“Når man arbejder i Afrika, kan man godt i begyndelsen stejle lidt over at skulle acceptere tingenes tilstand, og lysten til at gå ned i byen og købe et par gulvspande og lidt ordentligt sæbe kan være stor, men man må hurtigt gøre sig klart, at sådan en indstilling ikke gavner nogen eller noget. På et eller andet tidspunkt er man ikke mere med i løbet, og så vil tingene falde tilbage i de vante folder. Hellere må man tage det som det er og få det bedste ud af det, der er ved hånden. Kommer man fra et overflodssamfund som vores, kan man ikke undgå at drage sammenligninger. De knappe bevillinger og svigtende forsyninger er en del af dagligdagen i Afrika. Når man igen er tilbage i sit eget samfund, ser man med uhyggelig klarhed, hvor meget der ødsles her, hvor meget der smides væk, hvilken overflod vi mener at have råd til at boltre os i. Ja, så stejler man igen, for nu ved man, hvor lidt man kan klare sig med, – og komme godt fra at nøjes med.”

Denne passage læste jeg i en bog, skrevet af en dansk kvinde, der arbejdede som sygeplejerske i Uganda i 2 år. Og hun ramte lige plet på, hvordan jeg selv oplevede den mest mærkbare forskel på de her to verdener.

Da jeg rejste hjem ramte en vis tomhed mig, da jeg sad og ventede i Istanbul lufthavn. Jeg kiggede rundt og så alle vegne, hvordan alle sad med deres smartphones, tablets og bærbare computer e. Familier sad samlede omkring kaffe og sodavand og sad i hver deres verden, i stedet for at være sammen og tilstede i sammenværet. Jeg så, hvordan flere sendte billeder og lavede selfies og snapchats til venner og bekendte, omkring hvad de oplevede. I stedet for at være tilstede i det øjeblik, de nu havde så travlt med at dele. Og jeg skammede mig ærligt talt lidt over at komme fra civilisationen. Jeg begyndte virkelig at savne Uganda og det nærvær, der altid er tilstede, hvornår end du møder andre mennesker – uanset om det er på gadehjørnet, arbejdet eller selv lufthavnen, hvor jeg selv endte i samtale med en fremmed. På vej ind i flyet mod København fik jeg tårer i øjnene, da jeg fulgtes med danske charterturister, der nok havde været et par uger i Tyrkiet; der havde travlt med, hvad de skulle have, og brokkede sig over flymaden.

De små ting får på mystisk vis langt større betydning i hverdagen når man kommer hjem, og man lærer – i hvert fald for en overgang – at sætte pris på de ting, man før tog for givet. Disse dage efter min hjemkomst får jeg konstant små lykkeudbrud (til min families store fryd) over den luksus, jeg egentlig ikke bemærkede i mit hjem før; ”Wow, bruseforhæng, og AHHHH varmt vand!!”, ”Åh! Trægulv!”, ”Wow, har vinduerne altid været så store?” og tænker tit for mig selv ”Har jeg virkelig så meget tøj?”, haha! Men der går nok ikke mange uger, så er jeg inde i mit tidligere livs rytme igen. Men forhåbentlig glemmer jeg aldrig den taknemmelighed og lykke, jeg oplevede i det dejlige land. Jep, jeg lukker og slukker for nu. Det har været en hel fantastisk rejse.


”Once you go black, you never go back” siger et ordsprog, der tit nævnes med et kækt smil og et glimt i øjet.
Men jeg forelskede mig nu ikke i Afrika på grund af deres veludrustede mænd. Nej, jeg forelskede mig i Afrika på grund af den storslåede natur, den røde jord, og størst af alt: Den frie tilværelse, omgivet af det venligste, mest livsbekræftende folkefærd, jeg nogensinde har mødt. Og samtidig fik jeg rykket fordomme, jeg slet ikke vidste, jeg havde.

Du kan se flere billeder her

Du kan læse hele Camillas blog her


Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark