Camilla og Ditte

Skolebænken trak os hjem – ellers tog vi 6 uger til!

Camilla og Ditte ville opleve noget helt andet i forbindelse med deres praktikperiode på læreruddannelsen. De tog til Cambodja og lærte mere, end de havde regnet med og hjalp til i et land, hvor uddannelsesniveaet stadig er på et minimum.

”Vi ville gerne udfordres og prøves lidt af, så vi havde nogle krav til destinationen, hvor vi skulle undervise i forbindelse med vores praktik i 6 uger. Det endte med at blive Cambodja, som både passede til vores ønsker og som havde en skole, der kunne opfylde de praktikkrav, som vi havde med hjemmefra. Og tro mig – vi blev virkelig sat på prøve, men det var så fedt! Vi oplevede på et tidspunkt, at nogle elever ikke vidste, hvad jorden var, og at den er del i et system, der kredser om solen. De har simpelthen ikke den samme almene viden, som vi har, så der var virkelig nogle spændende overraskelser. Man kan sagtens mærke, at landet stadig er ramt af Khmer Rouge styrets tyranni, hvor blandt andet Pol Pot var ansvarlig for, at flere tons lærdom og tusindvis af veluddannede mennesker måtte lade livet,” udtaler Camilla Herstal, der går på læreruddannelsen i Odense med sin rejsepartner Ditte Arildsø Hansen.

Undervisningen på børnehjem og universitet

”Ditte og jeg arbejdede på et slags skolebørnehjem, hvor de 30 børn enten var anbragt, fordi de havde mistet den ene eller begge forældre, eller at der simpelthen ikke var økonomi til, at de kunne bo hjemme. Undervisningen varede i to timer, og skemaet og planlægningen af timerne var helt op til os selv. Senere på eftermiddagen underviste vi nogle universitets-klasser, hvilket måske lyder lidt vildt, men cambodianere har ikke som udgangspunkt engelsk i deres folkeskole, så undervisningsniveauet, selv på universitetet, var meget lige til. De 30 børn har såkaldte ’sponsorforældre’ rundt omkring i verden, som betaler for børnenes skolegang og bidrager økonomisk til, at de kan få en god start på livet og en ordentlig cambodiansk opvækst.”

Templer, fængsler og flydende byer

”Når vi ikke underviste, brugte vi selvfølgelig tiden på at opleve så meget som overhovedet muligt. Vi besøgte templet, Angkor Wat og The Floading Village, som sjovt nok er en flydende by, hvor husene står på tømmerflåder og bebos af landets fattigste. Beboerne i Den Flydende By er typisk fiskere og lukrerer også lidt på turismen. Det er et bemærkelsesværdigt syn at komme ud til noget, der er så fattigt, når man kommer inde fra storbyen, Phnom Penh. Derudover så vi også fængslet S21, eller Toul Sleng fængslet om man vil. Det var virkelig barske sager, men helt klart noget man skal opleve, hvis man er i området.

Palle ikke-så-alene i verden

”Ditte og jeg har jo altid kunne snakke sammen om alt muligt, og det blev da også nødvendigt, da vi skulle planlægge undervisningsmateriale osv. Så det var rigtigt dejligt at have én fra sit hjemland med, som forstod én og snakkede samme modersmål. Ellers tror jeg hurtigt, der kunne opstå nogle sprogbarrierer, selv hvis man talte med en englænder eller amerikaner. Det gjorde også, at man ikke stod som Palle alene i verden i et land og en kultur, man ikke kendte. Men det betød jo ikke, at vi ikke snakkede med andre – tværtimod, vi boede jo i de frivilliges hus, så det kunne ikke undgås at møde mennesker med forskellige baggrunde fra hele verden.”

Glæden ved et pizzaslice

”Hvis vores praktikforløb ikke krævede, at vi skulle tilbage på den danske skolebænk, såkunne vi sagtens have været seks uger mere. Vi var slet ikke færdige med alle de ting, vi gerne ville. De skyldtes nok især, at skolens lærere tog virkeligt godt imod os fra starten, og at vi blev involveret i en masse ting og fik en masse ansvar. Det gjorde også, at man fik lyst til at gøre noget ekstra. Så den allersidste dag, overraskede vi de ansatte og børnene med pizza. Jeg har aldrig i mit liv set nogle være så gennemgående taknemmelige for to pizzaslices – det strålede ud af dem, og det var et fantastisk syn.

Du kan se flere billeder her