”Man udvikler sig næsten altid personligt efter en længere rejse, men i forhold til uddannelsen så fik jeg utrolig meget ud af mit ophold. Jeg havde lige afsluttet mit praktikforløb i Danmark, inden jeg tog til Kenya. Derfor kunne jeg virkelig mærke den store kontrast, der er i socialt arbejde. Arbejdsopgaverne var også forskellige – herhjemme havde jeg arbejdet med udsatte voksne, og i Kenya var det udsatte børn. Så det var en helt ny verden inden for socialt arbejde, der mødte mig. Men derfor var der jo stadig visse paralleller eller lighedspunkter, f.eks. at man så vidt muligt forsøger at holde familien sammen i stedet for at splitte den ad. Det var en gængs opfattelse i Kenya, at hvis der var kærlighed og omsorg i hjemmet, på trods af at familien var meget fattige, så var der ingen grund til at sende børnene på børnehjem. Sådan er det heldigvis også herhjemme!”

”Den største forskel med hensyn til socialt arbejde i Kenya og i Danmark er uden tvivl ressourcerne – eller mangel på samme. I Kenya havde børnene f.eks. ikke adgang til psykologisk støtte, hvis de havde oplevet noget traumatiserende. Jeg var en dag med i retten, hvor en teenagepige ene og alene skulle anke mod sin far, som havde misbrugt hende. Jeg fungerede som den eneste støtte for hende den dag, og hun snakkede dårligt engelsk, og jeg kunne kun lidt swahili. Da hun først skulle forklare sin sag rystede hun og var iskold. Hun endte med at tisse i bukserne af frygt, hvorefter hun blev fulgt ud. Jeg fulgte efter hende og satte mig ved siden af hende, og da vi dårligt nok kunne tale samme sprog, så tog jeg hende i hånden, hvorefter hun gik ind og gennemførte. Efter episoden var hun i nærheden af mig hele tiden, og de jævnaldrende piger må have hørt historien, for jeg blev også meget populær hos dem de efterfølgende dage. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig – at man blot ved at vise en smule omsorg kan betyde så meget for nogle andre mennesker.”