Anna, Sygeplejerske

Barske løjer og praktiske bøger i bagagen. To sygeplejestuderende fra Ålborg ville gerne have noget mere i rygsækken, end det som skolebænken kunne tilbyde. Deres ønske og mere til blev opfyldt i Uganda.

”Det modul, hvor jeg valgte at tage til Uganda, er en form for valgfagsmodul. Jeg kunne altså i princippet godt have blevet herhjemme og taget nogle valgfag, men jeg har lige fra starten vidst, at jeg gerne ville have noget ekstra med – og altså ikke bare nøjes med grunduddannelsen. Oprindeligt skulle min veninde og jeg have været i Kenya, men det hospital, hvor vi skulle have været i praktik var blevet lukket ned imellem tiden. Heldigvis kunne Sanne fra Save A Heart give os et fornemt tilbud til Uganda, hvor vi både blev klogere på os selv og sygeplejefaget. Jeg kan allerede nu råde alle til at tage deres praktik i udlandet, om det bliver Uganda eller et andet sted, er sådan set lige meget. Det, der tæller, er denne her fuldstændige anderledes oplevelse, som gør én taknemmelig for, hvor ressourcerige vi er herhjemme,” fastslår sygepleje-studerende fra Ålborg, Anna Rask Bejlegaard.

Kan man i Uganda, så kan man alle steder

”Jeg har lært så meget om kulturelle forskelle, fundet mine egne grænser og dermed fået styrket min personlighed. Jeg har uden tvivl rykket mig som person og fået udviklet min sygeplejemæssige kunnen. Jeg tror, når jeg en gang skal ud og søge job efter bacheloreksamen, at jeg har lidt ekstra i bagagen, som vil komme mig til gode. På baggrund af den erfaring og den praktiserende viden, som er kommet til mig under mit ophold, har jeg fået en følelse af, at jeg kan udøve sygepleje alle steder – især når jeg kan gøre det i Uganda. Jeg vil dog anbefale alle, der tænker at tage en udlandspraktik at gøre det med en ven eller veninde, da man kommer til at opleve nogle barske løjer.”

Ikke i nærheden af Ålborg Sygehus

”Vores praktikophold var rigtigt fedt, men også hårdt i nogle perioder. Vi så og oplevede jo helt klart nogle ting på hospitalet, som vi aldrig ville have gjort, hvis vi havde et valgfag på skolebænken herhjemme. Vi blev helt klart sat på prøve, ingen tvivl om det. De ansatte på hospitalet ville f.eks. gerne have os til at lægge drop i diverse syge børns hænder. Dette tilbud afslog vi dog, dels pga. smittefare, fordi dette dropindlæg ikke skete på børnenes præmisser som herhjemme – og fordi vi så skulle gøre det 1000 gange om ugen, hvis de fandt ud af, at vi godt kunne finde ud af det. Det er faktisk så slemt med HIV og AIDS, at det altid er det første nye patienter bliver tjekket for ved indlæggelse. Men for at sætte tingene lidt i perspektiv, så er det kun færdiguddannede læger, som lægger drop på børn, i hvert fald på Ålborg Sygehus. Så man kan sagtens afprøve noget teori i sin udlandspraktik, hvis man har mod på det.”

Husk at få tingene lidt på afstand!

”Vi boede hos den sødeste værtsfamilie, sammen med nogle andre danskere. Når vi skulle hen på hospitalet, tog vi typisk en taxa, og det kunne sagtens betale sig, da en taxatur kun kostede, det der svarer til 2 kr. per mand. Vi mødte ind på hospitalet ved 9-tiden og fik fri mellem kl. 13-15, så vi havde jo også masser af fritid til at lave andre ting. Det kunne være frokost på en af caféerne i Jinja’s Main Street, hvor der også ofte var gratis wifi, så man kunne følge lidt med i, hvad der skete herhjemme. Andre gange benyttede vi poolen ved et hotel for at få en tiltrængt, kølig dukkert. Efter at have arbejdet på hospitalet, er det meget rart at lave noget helt andet, sådan at man kan få tingene lidt på afstand og slappe ordentligt af.”

Du kan se flere billeder her

Hjemmesidenavn | mail@minhjemmeside.dk | Gadevej 123 | 7500 Holstebro © 2019 Facebook Webdesign & CMS by MCB Denmark